8 tip til lækre og sunde sommerhapsere

Sommertiden kalder på kold hvidvin, sol på tæerne og en hyggelig stund på terrassen med gode venner og lækre "hapsere”.

“Summertime and the livin’ is easy”.

Alene sætningen og melodien fra det gamle George Gershwin-hit får mig i godt humør.

Vores hjemlige hyldest til sommeren gør mig lige så varm om hjertet: “Danmark, nu blunder den lyse Nat – bagved din Seng, når du sover.”

Sommertiden kalder på kold hvidvin, sol på tæerne og en hyggelig stund på terrassen eller stranden med nogle “appetizers”, “antipasti”, “starters”, “tapas”, eller på godt dansk: “hapsere”.

Det giver netop god mening at lade sig inspirere af sydeuropa, hvis man vil dyrke de sunde snacks fremfor de industrifremstillede kartoffelchips.

Har man været på ferie i Østrig kender man dem som “Jause”; ofte serveret efter en dag i bjergene: Tyndt skåret skinke, røget eller kogt, tørrede pølser og oste.

Dertil syltede løg og agurker.

Masser af sund livsglæde

Er det sundt? Ja – både for krop og sjæl og livsglæden ikke at forglemme – “la dolce vita” i al sin enkelthed.

Vil man under havoverfladen er røget laks kombineret med avocado og rødløg på et stykke knækbrød en fryd for ganen.

Rejer med majo, æg og purløg kan også balancere på en lille skive ristet brød, og så er man godt på vej.

Det evigt inspirerende middelhavskøkken tilbyder store smagsoplevelser, som er nemme at lave, og som holder de mange kulhydrater som findes i chips langt fra livet.

Skal det være den ultra hurtige model, er det bare at ryste nogle gode oliven ud af dåsen, købe de lækreste ristede mandler i en pose og så er der serveret.

Franskmænd tager jo patéen med i farten og med ristet brød og en syltet agurk på toppen: Voilá!

En dansk specialitet som jeg elsker, men ofte glemmer, er røget hellefisk med dild og måske en rørt creme.

Bliv inspireret her

Her kommer en inspirationsliste til indkøbssedlen til snacks/hapsere med højt indhold af sunde vitaminer, protein og naturlige fedtstoffer – og få kulhydrater:

1. Oste: For eksempel tørre som Vesterhavs, Primadonna, Comté og danske klassikere.

2. Skinke: Findes i dag i alle supermarkeder i høj kvalitet og variationerne er utallige.

3. Pølser: Tørre er særligt velegnede med en lille pind og en oliven oveni.

4. Avocado: Er utrolig velsmagende i sig selv med salt, peber og en smule creme fraiche.

5. Alle nødder og mandler: Det kan ikke siges ofte nok – fulde af næring og nydelse.

6. Flæskesvær: Findes i importerede varianter som er rystende gode.

7. Havet: Rejer, Laks, røget ørred, krebsesalat, muslinger i ovn, røget hellefisk.

8. Tilbehør: Tørt ristet brød, kiks, knækbrød, saltstænger, radiser, rød peber, syltede rødløg, stænger af grønt, krydderurter, smør, olivenolie, tapenader, hummus, tzatziki.

Nyd sommeren. “Fish are jumpin” og tiden er til lykke, lyse nætter og hapsere…

Anders Bachs klummer bygger på egne holdninger og erfaringer med livet som diabetiker. 

Om Anders Bach

Anders Bach, født i Aarhus i 1962, er kostkonsulent, coach samt foredragsholder. Han driver virksomheden sundfornuft.info med personlig rådgivning, kurser og holder foredrag om kost, livsstil, diabetes 2 og kolesterol.

Læs mere om sundhed, sygdom og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 10. juni 2022
Artiklen er sidst opdateret 13. juni 2022 kl. 13:30

Se, hvad vi ellers skriver om: