Fylder 11 år: I Odense har seniorerne deres eget hus

Støtte fra Velux Fonden har gjort det lidt sjovere at komme i værkstederne i Seniorhuset i Odense, der i næste uge markerer 11-års fødselsdag med åbent hus.

Der bliver bygget fuglehuse, træskåle, repareret cykler og sågar lavet dele til en udestue, når seniorerne er i gang i værkstederne i Seniorhus Odense.

Det unikke hus for byens seniorer har eksisteret i 11 år, og Faglige Seniorer driver sammen med frivillige et træværksted og et metalværksted, der løbende har fået fornyet maskinparken med støtte fra Velux Fonden.

Mandag 23. maj og dagene efter markerer seniorhuset i Odense fødselsdagen med åbent hus, hvor de hundredvis af frivillige viser husets mange aktiviteter frem – krydret med god jazz og fællessang.

Orla Stagil er en af ildsjælene, der har søgt Velux Fonden og blandt andet har fået betalt en helt ny pladeskærer til træværkstedet.

Udover træ- og metalværksteder er der i seniorhuset blandt multimedieværksted, læsekreds, erindringsværksted og meget, meget mere.

”Det er et fantastisk sted med aktiviteter for seniorer hele dagen for snart sagt enhver smag. For en gamle håndværker som mig er det selvfølgelig især spændende at komme i værkstederne, møde fagfæller og lave forskellige hobby-ting,” fortæller 73-årige Orla Stagil, der er udlært møbelsnedker og tidligere formand for Faglige Seniorer Fyn.

Uvurderlig håndsrækning fra Velux Fonden

Orla Stagil har været en af drivkræfterne bag træværkstedet og metalværkstedet, hvor 16 faglige ”tovholdere” hver uge sørger for at hjælpe brugere, give gode råd og tip og sætte nybegyndere i gang.

Her er nogle af de flotte resultater fra Orla Stagils arbejde i træværkstedet.

Han sætter en ære i, at maskinparken på de to værksteder er opdateret. Og det har været muligt – takket være økonomisk støtte fra Velux Fonden.

Velux Fonden har blandt andet støttet med 50.000 kroner til en ny søjlebore-maskine og til en pladesav, en drejebænk og sandblæser for samlet over 100.000 kroner.

Ansøgninger om støtte fra fonden er sket gennem Faglige Seniorer.

”Det er en uvurderlig håndsrækning fra Velux Fonden som betyder, at vores brugere har moderne maskiner at arbejde ved. Det gør jo en kæmpe forskel, når vi skal trække seniorer af huse og ind på værkstederne, at de ved, at her har vi de nyeste og bedste maskiner,” siger Orla Stagil, der også er tovholder på træværkstedet.

Superfine maskiner og godt kammeratskab

55-årige Henrik Albertsen er en af de mange, der er i gang i træværkstedet. Han er værkstedets ”Benjamin”, men nyder at bruge sine hænder blandt de ældre seniorer.

Uwe Roll har lavet en ramme til et broderi-billede.

”Jeg får lidt husflid med hjem, men det vigtigste er at jeg har noget at stå op til. Vi har et godt kammeratskab, superfine maskiner og det er en stor tilfredsstillelse i at fremstille noget selv. Det her er en stor del af mit liv,” fortæller Henrik Albertsen, der kommer på værkstedet et par gange om ugen.

Blandt træværkstedets ”grand old men” er 85-årige Uwe Roll, der netop er ved at afslutte arbejdet med en billedramme. Han kommer på værkstedet hver fredag, mens hustruen er frivillig et andet sted i Seniorhuset.

”ja, jeg bliver ”parkeret” her, men det passer mig fint. Så kan jeg være lidt praktisk,” griner Uwe Roll og viser sit arbejde frem: Et broderi med en fint poleret træramme.

Også på metalværkstedet er seniorerne i gang med ”arbejdet” med ved fræsere, drejebænke, bukke- og valsemaskiner og svejseapparater.

“Bare duk op”, lyder opfordringen fra Ole Skovgaard, der er tovfolder på metalværkstedet.

72-årige Ole Skovgaard er tovholder på værkstedet og hjælper med vejledning og svar på spørgsmål.

”Du behøver ikke have forudsætninger for at komme her. Alle kan kaste sig ud i at arbejde med metal og så er jeg eller anden tovholder klar til at vise, hvordan du gør. Og vi er meget tålmodige,” lyder det med et smil fra Ole Skovgaard.

Åben alle hverdage

Brugerne medbringer som udgangspunkt de materialer, der skal anvendes, og betaler et mindre beløb for at bruge maskinerne og eventuelt tilbehør som eksempelvis lim, skruer og sandpapir.

Værkstederne er åben mandag – torsdag klokken 9 – 15 og fredag klokken 9 – 12.

I seniorhuset driver frivillige også en cafe, hvor der kan købes mad og drikkevarer.

Seniorhus Odense er en selvejende organisation, der støttes økonomisk af Odense Kommune. Der er åben alle hverdage kl. 9- 15. Adressen er Toldbodgade 5, Odense C.

Læs mere om seniorhuset på www.seniorhusodense.dk

Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 14. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:36

Emner: