Rejsefeber: Disse destinationer bliver årets højdespringere
Det har været to magre år på rejsefronten. Men med coronaens tilbagetog og åbne landegrænser har rejsefeberen for alvor ramt danskerne igen.
Rejseappetitten er stor i år, men det er ikke nye eller eksotiske rejsemål, der står øverst på danskernes ønskeliste.
Det har været to magre år på rejsefronten. Men med coronaens tilbagetog og åbne landegrænser har rejsefeberen for alvor ramt.
Det skal du have styr på før rejsen
* Tjek indrejsereglerne. Til en stor del af de populære destinationer skal du ikke længere udfylde en indrejseformular - men tjek det for en sikkerheds skyld.
* Sikr dig, at coronapasset er gyldigt.
* Husk at tjekke udløbsdatoen på dit almindelige pas. Det er næsten gået i glemmebogen i en tid uden rejser og med fokus på coronapasset, og derfor er der mange, der ifølge rejseselskaberne glemmer at kigge i passet.
* Tjek også børnenes pas. Destinationen kan også kræve en gyldighed, der strækker sig flere måneder efter jeres rejse.
* Giv rejseforsikringen et eftersyn.
* Der er tryk på lufthavnene, så kom i god tid før rejsen. Tommelfingerreglen er to timer før ved rejser inden for EU og tre timer før, hvis du rejser uden for EU.
Kilder: kommunikationschef hos Spies Sofie Lund og administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening Lars Thykier.
Sådan lyder vurderingen samstemmende fra brancheorganisationen Danmarks Rejsebureau Forening og rejseselskabet Spies.
Opsparet rejselyst
– Vi kan se en kæmpe opsparet rejselyst, fortæller Sofie Lund, som er kommunikationschef hos Spies og fortsætter:
– Mange har ikke kunnet, ønsket eller turdet rejse i to år, og nu hvor tingene er normaliseret, er der et stort rejseønske – og måske også lidt ekstra på rejsekontoen.
Det seneste år er der i gennemsnit blevet brugt 600 kroner mere på rejser i forhold til årene før corona, viser tal fra Spies.
Men turen behøver ikke at gå langt væk eller til et helt nyt og eksotisk rejsemål. Faktisk er det de gode gamle kendinge, der topper i år.
Hos Spies er top-10-listen over de mest populære destinationer Mallorca, Gran Canaria, Cypern, Rhodos, Kreta, Tyrkiet, Tenerife, Madeira, Kos og Rom.
– Det er de helt klassiske rejsemål, der hitter. Mallorca har aldrig været vildere, det er eksploderet i år, hvor alle vil til Mallorca. De græske øer er også altid et hit, og det er de i den grad også i år.
– Men også Madeira begynder at buldre frem. Man troede måske lidt, at det var et pensionistrejsemål, men folk bliver yngre og yngre, og mange tager derned og vandrer eller cykler, siger Sofie Lund.
Aktive ferier boomer
Og de aktive ferier er generelt en tendens, der tordner frem. Hos Spies har de haft 92 procent flere søgninger på aktiv ferie. Og søgningen på vandreferier er steget med 200 procent.
– Folk vil være aktive på deres ferie. Måske fordi de har ligget på sofaen i to år, siger Sofie Lund med et grin.
– Men det er også blevet hipt at vandre under corona, og den tendens fortsætter, siger hun.
Det var et marked, der allerede var godt gang i inden corona, men det fortsætter altså nu, fortæller administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening Lars Thykier.
– Ud over at folk gerne vil have “sun and fun” om sommeren med strand og varme, så er der også en tendens i aktiv ferie. Eksempelvis at tage på vandretur i Norge eller tage til Alperne i Europa, siger Lars Thykier.
Derudover bliver der i højere grad valgt pakkerejser og charterrejser, lyder meldingen fra Spies.
– Der er sket en forskydning, kan vi høre hos vores rejsekonsulenter. Tryghed og bekvemmelighed er blevet rigtig vigtigt for danskerne. Lige nu er det vigtigt at vide, at man kan afbestille, og at der er nogle at ringe til, forklarer Sofie Lund.
Det gælder også på storbyferierne, hvor mange ellers klassisk bare køber en flybillet og så bestiller opholdet separat.
Læs mere om ferie, fornøjelser og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 9. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:33