Landlivet hitter: Der er rift om landejendomme
Det er ikke kun i storbyen, at boligpriserne stiger. Det gør de også i attraktive landområder. Læs her, om du sidder med et guldæg på hånden.
Det er ikke kun boligmarkedet i storbyen, der er brandvarmt. Der begynder også at være rift om ejendommene på landet.
Til gengæld er landejendomme den boligtype, hvor udbuddet over ti år er faldet mest. Konkret er udbuddet mere end halveret i denne periode.
Det viser en analyse fra Spar Nord på baggrund af tal fra Boligsiden.
– Det er en markant udvikling, men den er ikke så overraskende, for den flugter med de øvrige boligøkonomiske tendenser, vi har set under corona, siger Jens Nyholm, der er cheføkonom hos Spar Nord.
Arbejder hjemme
Han peger på, at hjemmearbejde har givet flere behov for hjemmekontor og flere kvadratmeter, mens andre har lært, at de faktisk ikke behøver at køre på arbejde hver dag – og derfor “tillader” sig at flytte længere fra byen.
Dertil kommer, at flere har fået øjnene op for de nære værdier og ønsker, at ungerne skal vokse op med god plads og græs under fødderne.
Vi flytter og sælger som aldrig før
* 2021 satte rekord i antallet af danske bolighandler og flytninger.
* Alene på ét år flyttede 950.000 danskere. Det er markant flere end året før.
* Samtidig satte boligsalget igen igen rekord. I alt blev der solgt 112.000 boliger i 2021. Det svarer til, at der blev omsat mere end 300 boliger om dagen.
Kilder: Danmarks Statistik, Boligsiden, ejendomsmæglerkæden Home.
Denne tendens genkender Ole Hækkerup, der er direktør i branchesammenslutningen Dansk Ejendomsmæglerforening.
– Samtidig skal man heller ikke underkende, at forskellen på kvadratmeterpriserne mellem land og by spiller en rolle, siger han.
Der er altså tale om en push and pull-effekt, hvor der både er noget, der skubber køberne væk fra byen, og noget, der trækker dem ud på landet.
Det afspejler sig ikke alene i et faldende udbud, men også stigende priser på landet.
Steget 40% i pris
I løbet af ti år er kvadratmeterprisen for landejendommene steget med 40 procent, viser analysen fra Spar Nord.
– Men det interessante er, at kvadratmeterpriserne ikke er steget jævnt i alle landområder. Så det er altså ikke sådan, at folk er ligeglade med, hvor på landet de bosætter sig, konstaterer Jens Nyholm.
Den største stigning er sket i Nordsjælland, hvor kvadratmeterprisen på landejendomme er steget med 80 procent på ti år.
Den næststørste stigning er sket i Midtjylland, hvor kvadratmeterprisen er steget 47 procent.
– Vi ser en klar tendens, hvor især landområder i nærheden af større byer driver prisen op, lyder analysen fra Jens Nyholm og nævner, at de landområder, som er steget mest, ligger tæt på Aarhus og København.
Internt i regionerne kan der derfor være lokalområder, hvor kvadratmeterprisen er steget endnu mere, tilføjer han.
Omvendt er der også regioner og landområder, hvor dem med landejendomme ikke har fået mere luft i friværdien.
Kvadratmeterprisen på landejendomme i Region Syddanmark er eksempelvis “kun” steget med 7,4 procent på ti år, viser analysen fra Spar Nord.
Derfor kan man ikke entydigt sige, at man sidder med et guldæg, fordi man ejer en ejendom på landet.
– Vi ser en klar spredningseffekt, hvor folk godt nok rykker ud fra byen – men samtidig vil til et attraktivt landområde, siger Jens Nyholm.
Læs mere om boliger, økonomi og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 7. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:32