Hvor meget må man tjene som førtidspensionist?

Fra næste år er det slut med modregning af din partners løn i din førtidspension. Men hvor meget må du selv tjene, når du er på førtidspension? Se det her.

Hvis du får førtidspension, har du mulighed for at arbejde ved siden af. Men der er en grænse for, hvor meget du må tjene, uden at blive modregnet.

Vi har bedt Faglige Seniorers socialrådgiver Carsten Riis om at gennemgå reglerne.

Her er grænsen i 2022:

Enlig førtidspensionist

Som enlig førtidspensionist kan du have indkomst op til 82.600 kroner i 2022, før din førtidspension bliver sat ned. Indkomst kan være løn, pension, løbende erstatninger, renter m.v.

Din førtidspension bliver sat 30 kroner ned, for hver 100 kroner din samlede indkomst er højere end 82.600 kroner i 2022.

Førtidspensionen bortfalder, hvis du har en samlet indkomst over 857.000 kroner.

Læs mere om førtidspension på borger.dk

Samlevende eller gift førtidspensionist

Hvis du er gift eller samlevende bliver din førtidspension sat ned, når jeres samlede indtægt, udover pensionen, overstiger 131.100 kroner.

Slut med modregning af partners løn fra næste år

Fra 1. januar 2023 er det slut med modregning af din partners løn. Din partners øvrige indtægter vil dog fortsat indgå ved beregning af din førtidspension.

Regeringen har netop fremsat et lovforslag om stop for ægtefællemodregning af løn, og der er allerede politisk flertal for forslaget.

Forslaget indeholder også stop for modregning af egen løn, når en folkepensionist arbejder. Men der er ikke et lignende forslag for førtidspensionister.

Læs mere om Pension, penge og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 21. april 2022
Artiklen er sidst opdateret 25. april 2022 kl. 15:18

Se, hvad vi ellers skriver om: