3 vigtige overvejelser før du køber topmadras

En god topmadras kan betyde alverden for komfort og oplevelsen af sovetemperatur. Læs her, hvordan du vælger rigtigt.

Vores seng er blevet lidt for blød, så vi vil gerne redde det med en god topmadras”.

Denne sætning hører Kasper Højsgaard Nielsen, der er butikschef i Jysk Herning med speciale i madrasområdet, ofte i butikken.

Men sådan fungerer det ikke helt.

“En god topmadras kan ikke gøre op for en madras, der er blevet for blød. Til gengæld er en topmadras god af andre grunde – eksempelvis til at skåne madrassen og regulere komforten,” siger han.

Derfor er den vigtigste overvejelse, før du køber topmadras, hvad du håber at opnå.

Vend madrassen jævnligt

* Nogle tror, at udskiftning af topmadrassen er den eneste måde at passe på sengen. Det er ikke korrekt.

* For at forlænge levetiden kan det være en god idé jævnligt at rotere seng og topmadras 180 grader.

* På den måde fordeles brug og slitage jævnt, og du forebygger, at der opstår nedsunkne "huller" der, hvor du altid ligger.

* Hvis du har en topmadras, så rotér den hver gang, du skifter lagen.

* Hvis du har en springmadras, så rotér den hver tredje måned.

* Hvis du har en kontinentalseng - en boksmadras med vendbar madras og topmadras ovenpå - så rotér den nederste del af sengen en gang om året.

Kilde: sengespecialist Kasper Højsgaard Nielsen fra Jysk Herning og Ritzau.

 

Hvis hele sengen er blevet så blød, at du oplever at synke ned i den, batter en ny topmadras ikke meget.

“Så køb hellere en ny madras for de samme penge og genbrug den topmadras, du har derhjemme. Det er ikke optimalt, men det er bedre,” siger Kasper Højsgaard Nielsen.

Oplevelse af sovetemperatur

Topmadrassen kommer til gengæld til sin ret, hvis du køber ny seng, eller hvis du har en kvalitetsseng, som sagtens kan holde noget tid endnu.

Eksempelvis kan topmadrassen betyde noget i forhold til din oplevelse af sovetemperatur.

“En topmadras af latex er mere åndbar end memoryskum, og den leder varmen bedre væk. Derfor er en latextopmadras god, hvis man ofte har det varmt om natten,” siger Kasper Højsgaard Nielsen.

Topmadrassen af memoryskum er derimod lavet til at forme sig efter kroppen.

Derfor er dens største styrke, at den giver et nøk mere komfort end latexmadrassen.

“Så det afhænger igen af behov og præferencer,” siger Kasper Højsgaard Nielsen.

Sværere at vende sig

Overvej også, hvordan du ligger i løbet af natten.

Karter du rundt, eller ligger du meget stille? Har du svært ved at rejse dig fra sengen om morgenen?

“Hvis man ligger meget stille, kan en topmadras af memoryskum forme sig så meget efter kroppen, at den for ældre personer bliver lidt sværere at vende sig i,” forklarer Kasper Højsgaard Nielsen.

Dette vil i så fald tale for, at man i stedet vælger en topmadras af latex, tilføjer han.

Føler du dig udhvilet?

Et afslørende parameter er også, hvordan du har det, når du vågner, tilføjer ergoterapeut Alessia Campagner, der er tilknyttet Ergoterapeutforeningen som certificeret kliniker med speciale i hjælpemiddelformidling.

“Er noget forandret til det bedre eller det værre? Føler du dig udhvilet og behageligt understøttet? Eller har du haft en afbrudt søvn, hvor du er vågnet mange gange i løbet af natten og har ondt i kroppen?,” spørger hun.

Overvej også, om der skal finjusteres noget i forhold til komforten, nævner Alessia Campagner.

Nogle madrasser er eksempelvis inddelt i zoner med skum af forskellig hårdhed, og det kan være en løsning.

Spørg i butikken, hvad du har af muligheder.

“Overordnet er humlen, at man skal synke så tilpas meget ned i madrassen, at trykket fordeles over en jævn flade – og ikke bare på få vægtbærende punkter,” forklarer Alessia Campagner.

 

Først publiceret: 16. april 2022
Artiklen er sidst opdateret 19. april 2022 kl. 8:56

Emner: