Kirsten Lehfeldt: Jeg står ikke model til helt så meget
Den 69-årige skuespillerinde Kirsten Lehfeldt holder ligesom sin karakter i "Minkavlerne" sammen på familien. - Jeg står dog ikke model til helt så meget.
Kirsten Lehfeldt, der er aktuel i tredje sæson af TV 2 Zulu-serien “Minkavlerne”, har næsten 50 års anciennitet som skuespillerinde, satiriker og humørspreder.
Nu skildrer hun på tredje sæson af den sorte krimikomedie husmoren Gerda – en presset kvinde, der forsøger at holde styr på tropperne i hjemmet, samtidig med at hun gemmer en del skeletter i skabet.
– Jeg har jo nok lidt af Gerdas gen i mig. At holde sammen på familien betyder rigtig meget for mig, siger Kirsten Lehfeldt.
Gerdas familie består af tre meget forskellige og til tider håbløse sønner samt hendes mand, Niller – en benhård og stolt nordjyde, der lever og ånder for sin minkfarm – som spilles af veteranen Niels Hausgaard.
Der er grænser
Kirsten Lehfeldt har levet sammen med sin mand, Stig Hoffmeyer, siden 1975. Sammen har parret datteren Mille Lehfeldt, som også er skuespiller, samt to børnebørn.
Men selv om den 69-årige skuespillerinde kan sætte sig ind i Gerdas situation, er der alligevel grænser.
– Jeg står ikke model til helt så meget som hende, lyder det fra Kirsten Lehfeldt.
Gerdas mand er svær at kommunikere med – og når han siger: “Så snakker vi ikke mere om det” – ja, så snakker de ikke mere om det.
– Jeg synes, man skal snakke lidt mere, end de gør i den familie. Jeg ville nok have behov for at stikke lidt dybere, siger Kirsten Lehfeldt.
Ikke på pension foreløbig
Siden sin debut på tv-skærmen i 1984 har karrieren budt på et utal af karikerede roller og satiriske indslag for Kirsten Lehfeldt.
I 1987 blev hun belønnet med både en Robert-pris og en Bodil-statuette for sin rolle som Henriette i komedien “Flamberede Hjerter”.
Selv om hun elsker sit arbejde og bestemt ikke har tanker om at gå på pension foreløbig, er hun alligevel droslet ned.
– Jeg kan godt lide at have tid til at være menneske, og at jeg har tid til at være sammen med min familie og mine børnebørn, siger hun og fortsætter:
– Det skal ikke være, som da jeg var ung, hvor man arbejdede alt for meget.
Holder sig til ilden
Kærligheden til faget har holdt skuespillerinden til arbejdsilden i næsten fem årtier. Hun har ikke altid været lige god til at sige nej.
Men, tilføjer Kirsten Lehfeldt:
– Man skylder sig selv og sin familie at lære det hen ad vejen.
Nogle gange kan hun have svært ved at finde ud af, om der er lyst og overskud til at medvirke i det, hun bliver tilbudt. Og så hjælper det ofte, når hun har truffet beslutningen.
– Når jeg først har sagt: “Nej tak, jeg kan ikke overskue det”, så ligger det ikke og murrer inde i maven.
Stadig lyst til at blive udfordret
Og bare fordi hun indimellem må takke nej til en rolle, er det bestemt ikke, fordi arbejdskalenderen er tom.
– Jeg har jo stadig lyst til at blive udfordret – også selv om jeg bliver gammel. Så har jeg lyst til at bryde grænser og udvikle mig.
Skuespillerinden håber og tror da også på, at “Minkavlerne” fortsætter efter sæson tre.
– Jeg har fyldt mit liv op med arbejde, og det er dejligt.
Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 12. april 2022
Artiklen er sidst opdateret 19. april 2022 kl. 9:56