Sådan indretter du bedst din affaldssortering

De fleste køkkener har kun plads til få skraldespande, men vil man gerne sortere sit affald mere, har eksperterne flere bud på løsninger.

Det vigtigste er, at skraldeopbevaringen er let tilgængelig. Og så betyder æstetikken også noget.

Det bugner med pap, plastic og madaffald i vores liv.

Og selv, hvis man som borger vil gøre noget godt for miljøet, kan tanken om affaldssortering og adskillige skraldespande i huset synes uoverskuelig – særligt hvis man bor småt.

Men der er råd at hente.

Det kræver nemlig ikke meget selv at indrette et sorteringssystem, der fungerer.

Det definerer os som mennesker

Det vigtigste er, at skraldeopbevaringen er let tilgængelig. Og så betyder æstetikken også noget.

Det fortæller Lena Bentsen, som har skrevet bøger om oprydning og hjælper folk med at få orden i deres sager gennem sit eget firma Farvelrod.

– Vores indretning og det, vi kigger på, definerer os som mennesker. Og vi er jo ikke skrald, så det er vigtigt, at det bliver gemt væk, siger hun.

Sammen med Sarah Sonne Glatz, som er arkitekt med speciale i bæredygtighed og fagekspert hos Videncentret Bolius, giver hun her sine råd til, hvordan man bedst indretter affaldssorteringen, så den ikke fylder alverden.

Sortere alt affald i køkkenet

Optimalt set skal man kunne sortere alt affald i køkkenet, fordi det er her, vi genererer det meste af vores skrald.

De fleste har deres affaldspose hængende på skabslågen under vasken. Her kan man passende starte ved at udnytte pladsen bedre, fortæller Sarah Sonne Glatz.

– Vi har ikke så meget restaffald tilbage, når det meste er sorteret ud. Så der kan sagtens være plads til en ekstra pose til eksempelvis metal eller plastik, siger hun.

Udnyt højderne

Også Lena Bentsen anbefaler, at man som det første forsøger at udnytte pladsen under vasken ved at starte med at rydde ud.

– Så får du måske plads til en lille hylde i siden, hvor der kan stå en kasse, og måske kan der også stå en i bunden af skabet, siger hun.

Er der ikke et tomt skab eller en ledig hylde i køkkenet, hvor kasser med sorteret affald kan gemmes væk, må man gå mere kreativt til værks.

Her foreslår Sarah Sonne Glatz at udnytte højderne.

Brug solide bæreposer

Hvis du har en bar væg eller en dør, kan du sætte kroge op og hænge poser, som du kan sortere dit affald i.

Gerne solide bæreposer, som er nemme at vaske af.

– Det smarte ved poser er, at de kan hænges op og er lette at komme til. Det kan sagtens gøres på en måde, så det ser lidt lækkert ud, siger hun og tilføjer:

– Kasser er også en god idé. Men det er bedst at stille dem på nogle hylder, for hvis de er stablet på gulvet, og du skal have noget i den nederste, mens du står med skrald i den ene hånd, så bliver det for bøvlet.

Gamle frugtkasser eller beholdere, du alligevel ikke bruger, kan sagtens bruges til formålet.

Sparer energi

Oprydningskonsulenten Lena Bentsen fremhæver, at man også kan købe sig til flotte løsninger med sorteringskasser, man kan montere på væggen.

Desuden mener hun, at man kan spare energi ved at sortere flere ting samlet – eksempelvis i en kurv, hvor man smider dåser sammen med glas og først sorterer fraktionerne ved miljøstationen.

– Det er enormt vigtigt, at vi ikke skal administrere os selv for meget i det. Hvis vi skal sortere ned til det mindste hver gang og have plads til alle sorteringerne, kører vi trætte i det, siger Lena Bentsen.

Læs mere om miljø, bolig og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Tre tip til at gøre din affaldssortering pæn

Kan du ikke gemme en affaldssortering væk bag skabslåger, er her nogle tip til, hvordan skraldeopbevaringen bliver pæn at se på:

* Vælg beholdere eller poser, der ikke oprindeligt er beregnet til affald. På den måde kan man camouflere, at de indeholder skrald.

* Gør beholderne personlige. Eventuelt ved at sætte håndlavede klistermærker eller skilte på, der viser, hvilket skrald der passer i den enkelte beholder.

* Vælg beholdere i pæne farver og materialer, der passer ind i din indretning. Det kan være plastikkasser eller muleposer i farver, der passer ind i netop dit køkken.

Kilde: Videncentret Bolius.

Først publiceret: 8. april 2022
Artiklen er sidst opdateret 11. april 2022 kl. 7:01

Se, hvad vi ellers skriver om:

og