Adam Price: Derfor ender Borgen sådan
Er magten så vigtig, at man er villig til at stå alene tilbage på en isflage for at bevare den? Det har ifølge serieskaber og hovedforfatter Adam Price været det centrale spørgsmål i den fjerde sæson af "Borgen.
ADVARSEL: Du skal ikke læse videre, hvis du endnu ikke har set det sidste afsnit af “Borgen”, som løb over skærmen søndag aften.
Er magten så vigtig, at man er villig til at stå alene tilbage på en isflage for at bevare den?
Det har ifølge serieskaber og hovedforfatter Adam Price været det centrale spørgsmål i den fjerde sæson af “Borgen”, som fik sin afslutning søndag aften.
Birgitte Nyborg, i skikkelse af Sidse Babett Knudsen, var ved at vende sine idealer ryggen – de idealer, som hun oprindelig gik ind i politik for – og latterliggøre sin søn for rullende kameraer, da hun valgte sort guld og en grøn klimakatastrofe for at beholde sin ministerpost.
For hvis hun ikke har magten, hvem er hun så?
– Jeg ville gerne have, at slutningen var rørende og overraskende, forklarer Adam Price.
– Birgitte Nyborg befinder sig på bunden af et dybt hul, hvor hun virkelig har nogle meget stærke overvejelser omkring sin egen rolle i forhold til at være politiker, mor og menneske.
Da hun tager til Grønland for at underskrive en kontrakt om fordeling af de mange oliemilliarder efter et enormt fund i den grønlandske undergrund, bliver hun konfronteret med prisen for udenrigsministerposten.
Havets moder
Da hun er på sejltur i fjorden ved Ilulissat, stopper kaptajnen båden for at skyde en sæl. Men ak, endnu en forbier. Hans egen forklaring er, at “Havets Moder” straffer ham for at være for grådig, efter at han tog imod en splinterny båd som betaling for at give et stykke af den jord, han har brugsretten til, til olieudvinding.
– Det blev det store vendepunkt for Birgitte Nyborg, siger Adam Price.
– Samtidig er hun jo også en handlingens kvinde, der handler sig ud af de fleste kriser. Derfor træffer hun et aktivt valg og sidder ikke bare med hænderne i skødet. Hun trækker sig. Men hun har stadigvæk en exitstrategi. Mindre politiker er hun heller ikke.
Adam Price sender nemlig Birgitte Nyborg til Bruxelles som ny EU-kommissær. En politisk arena, som serien i øvrigt tidligere har ironiseret over som de glemtes holdeplads. Et af afsnittene i anden sæson har titlen “I Bruxelles kan ingen høre dig skrige”.
– Birgitte Nyborg har stadig alt for mange kræfter og meninger, til at hun vil sætte sig ned og skrive sine memoirer som 53-årig. Så da muligheden for Bruxelles opstår, griber hun den.
– Andet ville være en utroværdig slutning til en politiker af hendes format, siger Adam Price.
Premiere i 2013
Første sæson af “Borgen” fik premiere tilbage i 2013. Den hidtidige trilogi om politikeren, der blev Danmarks første kvindelige statsminister, blev afsluttet i 2013.
Skulle DR-dramaet have en fortsættelse, måtte der en virkelig god historie på banen.
Det kom der så i 2015, da det radikale folketingsmedlem Martin Lidegaard – Danmarks tidligere udenrigsminister i virkelighedens verden – fortalte Adam Price om en paragraf i selvstyreloven.
Ifølge den er det op til forhandlinger mellem Danmark og Grønland, hvordan midlerne – ud over de første cirka otte milliarder – skal fordeles, hvis der bliver fundet noget af værdi i den grønlandske undergrund.
Der er ofte situationer i virkelighedens verden, som overgår fiktionen og fantasien. Men om de kan inspirere til endnu en sæson, ved Adam Price ikke. Lige nu er der ingen konkrete planer om det.
– Vi har nydt at lave denne sæson, og jeg tror, det har været en emotionel rejse for os alle sammen. Nu skal der også pustes ud efter det kæmpe arbejde, det har været, siger Adam Price.
– Men det er klart – den slutning rummer selvfølgelig en mulighed for en fortsættelse. Men jeg synes også, der er noget smukt i, at Birgitte Nyborg forlader dronningen og Danmark til sidst efter at have trukket sig.
Samtlige sæsoner kan ses på DRTV.
Læs mere om kendte, tv og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 4. april 2022
Artiklen er sidst opdateret 8. april 2022 kl. 15:36