Klar til digital post: Derfor lukker system ned

Fra fredag 18. marts til mandag morgen kan du ikke modtage eller besvare digital post fra offentlige myndigheder.

Den nye offentlige løsning til digital post er på vej. Den har det opfindsomme navn “Digital Post”.

Digital Post lanceres mandag 21. marts 2022 klokken 9.00.

Derfor skal al din post flyttes over i det nye system, og det betyder, at alle offentlige myndigheder kortvarigt må stoppe med at sende og besvare digital post, mens data overflyttes fra den gamle løsning til den nye, og myndighederne omstiller deres systemer.

Du skal ikke gøre noget for at få flyttet din post. Det sker helt automatisk.

Hvornår kan jeg ikke modtage digital post?

Fra fredag den 18. marts klokken 17.00 til mandag den 21. marts klokken 9.00 kan du ikke modtage eller besvare digital post fra offentlige myndigheder.

Fra mandag den 21. marts klokken 9.00 kan du igen modtage og besvare digital post fra offentlige myndigheder. Du logger ind med NemID eller MitID, som du plejer.

I de tre dage kan du fortsat:

  • Logge ind med NemID eller MitID på borger.dk og e-Boks og læse den post, du tidligere har udvekslet med offentlige myndigheder.
  • Modtage post fra de virksomheder, som du har givet tilladelse til at sende til dig i e-Boks, for eksempel din a-kasse, elselskabet eller din arbejdsgiver.

Hvornår er “Digital Post” klar?

Den nye offentlige løsning “Digital Post” er klar den 21. marts klokken 9.00. Det betyder, at du fremover kan læse digital post fra offentlige myndigheder flere steder.

I dag kan du læse digital post fra offentlige myndigheder på borger.dk og i e-Boks. Det kan du også fremover.

Men som noget nyt kan du fra den 21. marts også læse posten på www.mit.dk i en ny Digital Post-app, som kan downloades fra den 21. marts.

Hvis du vil vide mere om Digital Post, kan du læse mere på www.borger.dk/digitalpost.

Først publiceret: 17. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 22. marts 2022 kl. 11:50

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og