Kan jeg miste fritagelsen for digital post?

Mange seniorer er fritaget for digital post,. Men kan det offentlige fjerne fritagelsen, hvis man får NemId eller bruger offentlige apps som Sundhedskort eller Coronapas? Se svaret her.

Faglige Seniorer har fået flere henvendelser fra læsere, som spørger, om man kan få frataget sin fritagelse fra digital post, hvis man bestiller et NemID eller bruger offentlige apps.

Det er især blevet aktuelt nu, hvor mange har brug for at få Coronapas og det nye Sundhedskort på telefonen.

Nogle seniorer kan få hjælp af familien til at få installeret apps, som kan hjælpe dem i hverdagen, men de er ikke digital stærke nok til at kunne håndtere digital post.

Computer kontra Smartphone

“Selvom man ikke selv er særlig digital, kan familie hjælpe med at hente apps, som er nemmere at anvende end hjemmesider og digital post. Det gælder især dem, der aldrig har lært at bruge en computer, men som nu har en smartphone,” forklarer digital konsulent hos Faglige Seniorer Susanne Fasting.
“Men de nye offentlige apps kræver login med NemID. Derfor får ikke-digitale seniorer NemID, og det har fået flere til at frygte, at det kan betyde, at de mister fritagelse for digital post. Et andet eksempel er MobilePay, som er nemt at bruge, men får man ny telefon, kræver det nu, at man bruger NemID.”

Svar fra Digitaliseringsstyrelsen

Vi har spurgt Digitaliseringsstyrelsen ”Kan man få frataget sin fritagelse for digital post, hvis man bestiller et NemID og henter offentlige apps?”

Her svarer sekretariatsleder Michala Høg Daimar:

“Det korte svar er nej. Hvis du er blevet fritaget for Digital Post, er det tidsubegrænset. Det vil sige, at fritagelsen gælder for altid, med mindre du selv ønsker at modtage Digital Post. Du kan til enhver tid selv ophæve en din fritagelse, hvis du ønsker at være tilmeldt Digital Post igen. Du kan derfor godt have NemID, selv om du er fritaget for Digital Post.”

Læs mere HER om fritagelse for digital post på Borger.dk

Først publiceret: 5. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret 15. juni 2021 kl. 11:46