Politi: Bruno fik sin døde søsters smykker igen

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyst ejeren af et ur og nogle smykker. Nu er ejeren fundet, og han blev virkelig glad.

Bruno Rosendahl fra Holsted er glad for, at hans afdøde søsters ur og smykker er kommet tilbage til familien. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi.

Bruno Rosendahl fra Holsted fik sig noget af en overraskelse, da han sad ved sin computer og læste forskellige avisartikler.

”Pludselig ser jeg til min store overraskelse et billede af min afdøde søsters ur”, fortæller Bruno Rosendahl.

Billedet hørte til en artikel, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyste ejeren af uret og nogle smykker, der var fundet i en æske på Vejen Kommunes hjælpemiddelcentral. Personalet vidste ikke, hvem der havde indleveret æsken eller hvornår det var sket, så kommunen bad politiet om hjælp til at finde den rette ejer.

Søsterens arving

Bruno Rosendahls søster døde i oktober 2020 og han var som hendes bror og eneste familie bobestyrer og arving.

”Min søster havde meget kontakt til hjemmeplejen og gjorde desuden brug af kommunens hjælpemidler, der blev afhentet en uges tid efter hendes død. Set i bakspejlet blev jeg opmærksom på, at der også kunne mangle et guldarmbånd”, fortæller Bruno Rosendahl, der efterfølgende kontaktede Syd- og Sønderjyllands Politi.

Bruno Rosendahl havde både et foto af sin søster med uret på og kunne beskrive det specielle armbånd meget nøje for politiet i Vejen, så der var ikke tvivl om, at smykkerne havde fundet deres rette ejer.

”Der er ikke tale om værdifulde sager, men affektionsværdien er meget stor for mig. Min søster lagde vægt på at have orden i sagerne og sørge for at alting var, hvor det hørte til, så jeg er meget glad for, at have fået hendes ejendele tilbage til familien,” siger Bruno Rosendahl.

Læs mere om kriminalstof, digitale forbrydelser og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 14. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 15. marts 2022 kl. 19:01

Se, hvad vi ellers skriver om:

og