Ros fra politiet: Mand fandt sine stjålne ting på nettet

En mand, der for nyligt var udsat for indbrud, tjekkede med det samme, om genstandene var sat til salg på nettet. Det var de, hvorefter politiet fik oplysningerne.

En esbjergenser fandt sine egne ting på nettet samme dag han opdagede de var stjålet.

En sag om et indbrud for nyligt viser, hvor hurtigt tyvene arbejder med at få afsat de værdifulde genstande.
Sagen, der heldigvis blev hurtigt opklaret, får Syd- og Sønderjyllands Politi til at opfordre borgerne til at være agtpågivende, når de køber brugt på nettet.

Hurtigt sat til salg

En mand fra Esbjerg blev i sidste måned udsat for indbrud i sin bolig, hvor der blandt andet blev stjålet designervarer og andre værdifulde genstande.

Indbruddet blev opdaget under et døgn efter, at det havde fundet sted, men gerningsmanden var selvfølgelig over alle bjerge. Og i løbet af de få timer var kosterne allerede sat til salg på nettet, viste det sig

Det opdagede borgeren, fordi han med det samme undersøgte, om de stjålne genstande kunne købes online.

Og da han umiddelbart efter ringede til politiet for at anmelde indbruddet, og der kort efter kom en patrulje til stedet, kunne borgeren give de værdifulde oplysninger videre til betjentene med det samme.

Oplysningerne førte til, at politiet hurtigt kunne anholde en 30-årig gerningsmand på hans bopæl, ransage stedet, beslaglægge tyvekosterne og sigte den 30-årige for indbruddet.

Og mest fantastisk, så fik den bestjålne mand sine ting tilbage allerede samme dag.

Ros til borgeren

Vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion roser borgeren for at være snarrådig og dermed bidrage til, at indbruddet hurtigt blev opklaret.

Men sagen viser også, hvor hurtigt stjålne varer kommer i omløb.

– Hvert år bliver der omsat hælervarer for milliarder af kroner i Danmark. Og så længe, der er nogen, som finansierer indbrudstyvenes levevej, så længe vil der blive begået indbrud, pointerer Chr. Østergård.

Vær agtpågivende

Han peger omvendt på, at borgerne sagtens kan købe brugt på nettet, når de fx skal handle julegaver. Det gælder blot om at være agtpågivende.

– Sikrer borgerne sig, at de ved, hvem sælgeren er, og kan sælgeren fremlægge dokumentation for ejerskabet af tingene, så er vi nået meget langt, fremhæver vicepolitiinspektøren.

Syd- og Sønderjyllands Politi og kommunerne i politikredsen står bag hjemmesiden Stop-e-hæleri.dk/ med gode råd til borgerne om, hvordan de undgår at købe hælervarer, når de handler brugt på nettet.
Hjemmesiden fokuserer på nethandel, fordi erfaringen viser, at mange indbrudstyve forsøger at afsætte deres koster via salgskanaler online.

Søger du efter genstande, som er tabt eller stjålet?
Se den aktuelle oversigt over beslaglagte tyvekoster og hittegods for alle politikredse på Politi.dk

Gode råd, når du køber brugt på nettet

  • Brug MobilePay, så kan sælger identificeres.
  • Kig efter NemId hos sælger, så ved salgsplatformen, hvem personen er.
  • Spørg efter kvittering, garantibevis eller anden dokumentation for ejerskabet.
  • Hent varen hjemme hos sælger, i stedet for at få den bragt eller overdraget på fx en parkeringsplads.
  • Få altid sælgers navn og adresse.
  • Er du i tvivl, om varen er stjålet, så drop handlen og overvej at kontakte politiet på 1-1-4 med din mistanke.

Først publiceret: 9. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:21

Se, hvad vi ellers skriver om: