Ny bolig? Hvad med en hestepool eller et glashus
De fleste boliger på ejendomsmarkedet er helt almindelige parcelhuse med en carport eller to. Men der er også lidt anderledes boliger til salg, hvis man leder lidt. Her er nogle sjove eksempler.
Langt de fleste boliger på markedet er ganske almindelige villaer med et børneværelse eller to, en have og måske en carport. Men blandt parcelhuse og patriciervillaer er der flere ejendomme til salg lige nu, som skiller sig ud fra mængden. Det skriver boligmediet Boliga.dk, der har fundet nogle af de mest specielle udbud på boligmarkedet:
I øjeblikket kan man nemlig blandt andet købe sig til noget så unikt som en feriekoloni, en landejendom med hestepool, et gammelt mejeri, et hus med indbygget svømmepøl eller et vildt glashus.
Det gamle mejeri på Øland, Hammershøjvej, Østerby
Det er ikke mange almindelige villaer, der kan præstere et lige så stort glasparti, som det gamle mejeri i den nordjyske by Østerby, hvor flere kæmpestore vinduer lader lyset strømme ind i mejeribygningen fra 1898, som i dag står tom.
Med i prisen på 898.000 kroner, som ejendommen for nyligt ramte boligmarkedet med, får du udover den gamle erhvervsdel også 282 kvadratmeter bolig.
Vandløbebånd og pool til heste, Grimstrupvej, Ølsted
Udenfor Hillerød i Nordsjælland ligger et sandt hesteslaraffenland: Her kan du nemlig købe en landejendom med hele 17 hestebokse, et vandløbebånd og et svømmebassin – begge til at træne de firbenede.
Med i prisen på 11 millioner kroner følger også et stuehus på knap 200 kvadratmeter og næsten 24 hektar jord. Det oplyserBoliga.dk.
Feriekoloni ved vandet, Gloslunde Strandvej, Hummingen
Ved første øjekast kunne man måske tro, at man var i et alpelandskab i Tyrol, men feriekolonien i Hummingen ligger ”bare” på det sydlige Lolland ikke mange meter fra havet.
Ejendommen består af flere bygninger med et samlet fritidshusareal på i alt 243 kvadratmeter, et værksted, flere gildesale og flere soveværelser. Prisen for hele pibetøjet er 2.750.000 kroner.
Arkitekttegnet glashus, Skovkanten, Skanderborg
I Skanderborg rejser der sig et kæmpe orangeri fra et arkitekttegnet hus på en villavej i den østjyske by.
Den integrerede glastilbygning har dobbelt loftshøjde og lukker en masse lys ind i hjemmet, der i alt rummer 253 kvadratmeter bolig, som kan blive dit for lige under ti millioner kroner.
Svømmepøl midt i huset, Anlægsvej, Nørre Snede
En dyppetur i poolen er ikke afhængig af vejrudsigten i den lille midtjyske by Nørre Snede, hvor der i en 372 kvadratmeter stor villa ligger en svømmepøl midt i hjemmet.
Hjemmet er til salg for lige under 3,5 millioner kroner og med i prisen følger syv værelser, en bar i kælderen, en garage – og ja, en indendørs pool.
Først publiceret: 2. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 4. marts 2022 kl. 12:19