De mærkeligste ting, danskerne har fundet i deres bolig

Håndgranater, gamle magasiner, PH-tegninger og et katteskelet. Der bliver fundet lidt af hvert, når boligejere går i gang med at rydde ud i ældre huse. Læs hvad du skal gøre, hvis du finder overraskelser i dit hus.

Når du går i gang med at rive gamle gulvbrædder op eller fjerne gammel isolering på loftet i ældre huse, kan der dukke overraskende, værdifulde eller ligefrem farlige ting op. Både tidligere ejere og håndværkere kan have gemt eller glemt ting, du ikke havde regnet med.

Vi har fundet masser af større militærlignende knive og gamle skydevåben. Engang fandt vi også en machete under madrassen i en seng.

J.B. fra dødsbofirmaet.dk

Det har en række boligejere oplevet, når de har ryddet op eller renoveret deres hjem. En lille rundspørge, som Bolius.dk har foretaget blandt boligejere på blandt andet Videncentret Bolius’ Facebook-side, håndværkere, politiet og et firma, der rydder dødsboer, fortæller om fund af alt fra våben fra 2. verdenskrig til smykker og mere kuriøse ting som gamle magasiner og flasker.

Håndgranat lå i gammel lejlighed

J.B. fra dødsbofirmaet.dk fandt i september en gammel håndgranat, da han var ved at rydde en gammel herskabslejlighed på Østerbro i København.

“Jeg troede i første omgang, det var en lighter, der lignede en granat. Men så blev jeg alligevel usikker og ringede til politiet, som kom ud. Og det VAR altså en rigtig granat,” fortæller han.

Fandt machete under madras

Det er ikke første gang, han har fundet våben i sit arbejde med at opkøbe og rydde dødsboer.

“Vi har fundet masser af større militærlignende knive og gamle skydevåben. Engang fandt vi også en machete under madrassen i en seng. Vi kører altid over til politiet, når vi finder den slags,” siger han.

Våben og store værdier skal afleveres

Det er også det helt rigtige at gøre. Både fundne våben og større værdier skal afleveres til politiet, fortæller Carsten Andersen, kommunikationsrådgiver i Rigspolitiet.

“Hvis der er tale om våben, anbefaler vi kraftigt, at man i første omgang kontakter politiet og fortæller om fundet. Så vil politiet ud fra det beskrevne kunne beslutte, om militærets sprængstofeksperter skal tilkaldes, hvilket typisk vil ske ved fund af håndgranater, sprængstof eller lignende, der stadig kan være farligt ved berøring,” siger han.

Københavns Politi får ca. en gang om måneden rapporter om fundne våben. Men ingen har en overordnet statistik på, præcist hvor meget og hvad, der findes rundt omkring på lofter, i gulve og vægge.

Femina og Hjemmet som isolering

Mange af de ting, der bliver fundet, er dog ufarlige og ligger i den mere kuriøse ende af skalaen. For eksempel er Fie Jessien Klarlund stødt på flere pudsige ting under den gennemgribende renovering af et rækkehus fra 1955 i Hareskovby, som hun og hendes mand netop er flyttet ind i.

“Vi skulle isolere førstesalen og rev derfor alt ned og kom helt ind til tagstenene. Her fandt vi en stor stak ugeblade – Femina, Flittige Hænder og Hjemmet – fra 1957 og 1960. Vi fandt også et gammelt skolehæfte med regnestykker på gulnet, ternet papir.”

Fund fortæller om husets historie

“Det er sjovt at tænke på, at de, der boede her engang, har hygget sig med bladene og løst krydsord. Man bliver også mindet om, hvad det var for en tid dengang. Der blev broderet, syet og henkogt. Alle havde tilsyneladende en meget, meget smal talje. Og så kunne man vinde en fantastisk amerikanerbil til 21.000 kroner i Hjemmet,” fortæller Fie Jessien Klarlund.

Hun overvejer nu at lave en collage af de fundne ting og hænge den op på væggen for at bevare husets historie.

Ligeledes vil hun gemme den gamle Tuborg-sodavandsflaske, der blev fundet under gulvbrædderne i stueetagen. Hun er sikker på, den fortæller om en hyggelig frokost, håndværkerne havde, da de lagde gulvet.

Håndværkere har efterladt hilsner

Håndværkere finder også selv interessante ting, når de står for renovering af private boliger. Det fortæller Jonas Møller, historiker, tidligere konsulent i Dansk Byggeri og forfatter til flere bøger om parcelhuse.

Han forklarer samtidigt, at håndværkerne omvendt også selv har placeret en del af de specielle ting, man kan finde i gulve og vægge. I gamle dage var der nemlig en tradition for, at håndværkerne efterlod en lille hilsen, hvis de ikke syntes, de var blevet behandlet ordentligt af bygherren.

Død kat blev gemt under gulvbrædderne

“Jeg har blandt andet hørt om, hvordan man i en gammel patriciervilla fandt skelettet af en kat inde under gulvbrædderne i et gammelt påklæderværelse. Katten kan umuligt være havnet der ved en ulykke. Så det er sikkert, at håndværkerne har efterladt en død kat med vilje, og at husets ejere i lang tid efter har måttet døje med en grim lugt, de ikke har kunnet finde årsagen til.”

“Jeg har også hørt om murere, der murede flasker ind i skorstene, så husejerne kunne høre en hylen, hver gang det blæste,” fortæller Jonas Møller.

Først publiceret: 20. september 2021
Artiklen er sidst opdateret 18. september 2021 kl. 19:52