Solen dukker op næsten alle dage denne uge
Onsdag bliver ifølge DMI ugens pæneste dag med sol og tørvejr, hvor der er god mulighed for at komme i haven.
Efter en måned med usædvanligt vådt vejr og hele to navngivne storme falder vejret endelig en smule til ro, og der venter en mere tør og solrig uge.
De fleste steder i landet slipper dog ikke helt for perioder med regn og slud denne uge, da flere fronter passerer, men det bliver formentlig om natten.
Det betyder, at næsten alle ugens dage kan byde på sol, mens nedbøren kommer i ydertimerne.
Det fortæller vagthavende meteorolog Bolette Brødsgaard ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
Mandag begynder med lidt byger, men hen ad dagen klarer det op, og der bliver plads til solen i løbet af eftermiddagen.
Sporene fra weekendens storm kan dog stadig mærkes mandag, og vandstanden er ifølge meteorologen høj mange steder.
“Det er ikke kriminelt højt, men for nogen kan det godt være irriterende højt,” siger Bolette Brødsgaard, der tilføjer, at vandstanden topper mandag morgen.
Tirsdag bliver ifølge meteorologen en “pæn dag”, men der kan komme skyer i løbet af dagen.
Sidst på dagen kan der komme regn, men bygerne vil være overstået i løbet af natten til onsdag, hvor der venter endnu en flot dag vejrmæssigt, fortæller Bolette Brødsgaard.
– Vi får en ganske pæn dag. Lidt blæsende, men vinden kommer fra sydvest, og det betyder, at det bliver den varmeste dag, og der kommer også sol, så det ser dejligt ud, siger meteorologen.
– Onsdag er en god dag at løbe en tur eller komme ud og rydde op i haven efter blæsevejret, tilføjer hun.
Temperaturen topper onsdag omkring otte grader, mens temperaturerne de øvrige dage ligger mellem fire og syv grader.
Torsdag bliver det overvejende skyet og til tider vådt, men i løbet af dagen klarer det igen op. Det medfører dog også frostgrader om natten, siger meteorologen.
Vejret i weekenden ser også lovende ud.
– I weekenden får vi besøg af et højtryk, der giver en pause fra de mange lavtryk og fronter, der i et par uger har buldret forbi Danmark, siger Bolette Brødsgaard.
Hun tilføjer, at højtryksvejr ofte er lig med tørvejr og sol.
Først publiceret: 21. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 22. februar 2022 kl. 20:41