Vind indisk kogebog: Dhaba Walla
Bogen indeholder 100 retter fra det indiske køkken genskabt af afghanske Safi, der har 5 restauranter og 5 street food-boder i Danmark. Safi vil skabe glæde, fællesskab og sammenhold gennem madoplevelser.
I kogebogen ’Dhaba Walla – 100 retter fra det indiske køkken’ inviterer Enayatullah Safi os på uimodståelige og klassiske retter fra det indiske køkken. Der er opskrifter på populære retter som butter chicken og dhal og mindre kendte retter, der ifølge Safi fortjener samme stjernestatus, for eksempel sprøde fiskepakora, krydret chapli kebab og de mange intense og fyldige grøntsagsretter, som Indien er kendt for. Bogen er inddelt i kapitlerne: tilbehør, street food, curries, tikka, risretter og desserter.
Som barn sad Safi og drømte sig væk fra krigen i Kabul i Afghanistan med hjælp fra Bollywoodfilm og med Gandhi som idol.
Den 20. juli 2001 landede en 13- årig Safi i Billund Lufthavn. Det blev starten på et nyt liv i Danmark, som Safi har tilført en bid indisk madmagi med Dhaba-konceptet, som han blev fascineret af på en rejse til Indien. Dhaba er de små madboder og spisehuse, du finder over alt i Indien, og Safi har bragt konceptet til flere byer i Danmark med sine restauranter og street food-boder.
I 2019 vandt en af Safis lammeretter prisen for bedste hovedret ved European Street Food Award. Retten er med i kogebogen.
Om forfatteren
Enayatullah Safi (bliver bare kaldt Safi) er vokset op i Afghanistan, har boet 20 år i Danmark og elsker det indiske køkken, indisk kultur og især Bollywoodfilm.
Han har arbejdet for Forsvarets Efterretningstjeneste, læst statskundskab og er i dag kok og ejer en række populære restauranter og street kitchenboder under navnet Dhaba Walla.
Vind bogen
Bogen, der udkommer på forlaget Lindhardt og Ringhoff i slutningen af februar 2022, koster 300 kroner.
Lindhardt og Ringhof og SeniorNews udlodder sammen 3 eksemplarer af bogen. . Vinderne bliver udtrukket mandag 21. februar 2022.
Vinderne er: Karen Stegger Jespersen, Haderslev, Erland Petersen, Ballerup og Linda Willumsen, Køge.
Først publiceret: 13. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 21. februar 2022 kl. 9:43