Rasmus Bjerg: Mandens rolle er under opløsning

Midt i de norske fjelde støder han pludselig ind i en kvæstet hashsmugler.

De finder hinanden midt ude i ingenting, men hurtigt eskalerer situationen, og sammen bliver de jagtet af kriminelle kumpaner, det norske politi og af Martins intetanende hustru og døtre.”

Det er omdrejningspunktet i biograffilmen, “Vildmænd”, der netop har haft premiere.

– Selvfølgelig er det sjovt. Men det, der er sjovt, hviler på en bund af tragedie og en menneskelig tematik, som jeg tror, de fleste af os kan spejle sig i, siger Rasmus Bjerg.

– Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men mandens rolle er på en eller anden måde under opløsning. Kvinder kan klare sig selv og er ikke afhængige af en mand til at forsørge dem.

– Vi mænd skal ikke være magtfulde krænkere – det er forfærdeligt – og vi skal heller ikke være alt for bløde speltfædre. Vi skal være noget midtimellem. Jeg tror på en eller anden måde, at identiteten i det at være mand er oppe i luften, og det er Martin måske et udtryk for, funderer han.

Men modsat mange af sine jævnaldrende har Rasmus Bjerg og hans hustru, Helle, indrettet sig på en – stereotyp set – traditionel måde.

Hun er uddannet regissør, og for dem var det uforeneligt at være to forældre i filmbranchen.

– Jeg har været ham, der skulle ud at jage og komme hjem med byttet, mens Helle gik hjemme med børnene, da de var små. Det har måske været en umoderne måde at leve på. Men det har fungeret for os og med respekt og plads til hinanden – selvfølgelig, understreger Rasmus Bjerg.

– Jeg knoklede på teatret, da vi fik børn. Vi levede et stilfærdig og lidt økonomisk hårdt liv i vores lille hus og var dødafhængige af hinandens roller. Det var det, der fik det til at fungere supergodt.

Holdt ud og holdt af

Parret har kendt hinanden, siden de var teenagere og har holdt ud, men størst af alt holdt af.

– Jeg ser mange, der bliver skilt, fordi de måske bliver trætte, for det ér en trummerum indimellem, som kræver, at man bider tænderne sammen.

– Jeg tror såmænd ikke, at folk altid bliver skilt, fordi de ikke længere elsker hinanden. De er bare lidt trætte af det sted, de er i livet, for de kunne risikere at gå glip af noget. Men man går sgu også glip af meget, hvis man ikke nogle gange er standhaftig, siger Rasmus Bjerg.

Standhaftighed kræver det også at have været sammen i mere end 25 år – og stadig vil hinanden.

Rasmus Bjerg er – ligesom Martin – midt i livet, gift, familiefar og går på arbejde. Selv er Rasmus Bjerg far til fire, 19-årige Anna, Villads på 18, Valder på 16 og Ella på 13 år.

– Vi har fire teenagere under taget. Det er skidesjovt og vældig hårdt. Der er meget larm – stadig meget larm – men en dag bliver der meget, meget stille.

– Så er det, vi måske skal finde ud af, hvordan skal vi så leve sammen og genopfinde, hvad livet handler om, funderer Rasmus Bjerg.

Han har selv taget sin tur til Norge – i overført betydning forstås. Uden at vide hvordan det ville gå, kreerede han i 2014 sit eget onemanshow. Siden har han kastet sig over andre projekter på egen hånd.

Læs også Paprika Steen smider lykkepillerne efter 17 år: Det er så hårdt!

Være sin egen chef

I en branche, hvor man er hamrende afhængig af, at andre hyrer en, besluttede Rasmus Bjerg sig at være sin egen chef.

– Det ligger implicit i at være skuespiller, at man er daglejer på en eller anden måde. Vi er også opdraget til at skulle være meget taknemlige, hvis vi får noget arbejde.

– Det skal man også langt hen ad vejen. Men man skal ikke blive så taknemlig, at man mister sig selv, siger han.

Under coronapandemien, som også lammede kulturlivet og satte filmoptagelser og teaterstykker på standby, blev tingene atter kastet op i luften.

De mange måneder skakmat affødte flere essentielle refleksioner.

Lejede eget rum

– Da jeg havde ligget på sofaen lidt for lang tid og haft lidt for ondt af mig selv, og børnene havde været lidt for meget til stede, lejede jeg simpelthen et rum inde i byen og begyndte at male, fortæller Rasmus Bjerg.

– Jeg malede i tre måneder, nærmest hyperaktivt. Jeg har malet tidligere. Før jeg fik børn. Men det var stadig et nærmest jomfrueligt sted, hvor jeg ikke vidste hvorfor eller hvordan, men jeg bare gjorde det.

Det var ret intenst, fortæller Rasmus Bjerg.

– Det var også sådan, jeg havde det med teatret, inden jeg kom på teaterskolen. Det var pissesjovt, men hvad der var op og ned, og hvad der var håndværk, kendte jeg ikke til. Når man bliver uddannet og bevidst, så forsvinder noget af det der sommerfuglestøv. Men så kunne jeg genfinde det der, fortæller Rasmus Bjerg.

– Det er terapeutisk at springe ud på dybt vand og lære noget nyt om sig selv. Nu har tingene normaliseret sig igen i en eller anden grad, så nu har jeg ikke samme behov. Men det reddede mig fra en eller anden form for depression, tror jeg.

Selv om han kommer ud af en kunstnerfamilie og kender vilkårene som freelancer, som den kreative klasse ofte arbejder under, har der aldrig været nogen plan B, men kun en plan Bjerg.

– Gudskelov har jeg formået at sætte mine egne skibe i søen, så jeg er blevet lidt mere uafhængig, hvad arbejde angår, siger han.