Se billedet: 60 kvm stor plante blæst ned
En stor efeu, som har prydet biblioteket på Aarhus Universitet, blæste ned under stormen Malik.
Efeuen på det Kongelige Bibliotek ved Aarhus Universitet er lørdag aften blæst ned under stormen Malik.
Det skriver biblioteket på deres Facebookside.
Klatreplanten har groet på det 45 meter høje bogtårn på biblioteket ved Vestre Ringgade.
Ifølge Aarhus Stiftstidende var den store plante omkring 60 kvadratmeter stor.
Til BT oplyser operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, Jesper Hansen, at brandvæsenet kørte til stedet omkring klokken 20.17.
Ingen kom til skade
Der blev sat afspærring op omkring den store plante, men der kom ingen personer til skade.
Da planten faldt ned over cykelstien og fortovet ramte den dog en lyskurve ifølge BT.
Det betød, at elforsyningen blev tilkaldt, så det kunne tjekkes, at den stadig virkede.
Ifølge Aarhus Universitet er bogtårnet med sine 45 meter en af de højeste bygninger i byen.
Den gule bygning har stået i byen siden 1963, har ingen vinduer og er i alt 18 etager høj. Tre af de 18 etager er under jorden.
Stormen Malik ramte Danmark lørdag eftermiddag. Det højeste vindstød, som DMI har målt, var på 40 meter i sekundet ved Hanstholm i Nordjylland lørdag aften.
Først publiceret: 30. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. februar 2022 kl. 13:45