Rocksanger Meat Loaf er død, 74 år
Meat Loaf var mest kendt for albummet "Bat Out Of Hell", som han skabte sammen med producenten Jim Steinman i 1977.
Den amerikanske rocksanger og skuespiller Michael Lee Aday, kendt som Meat Loaf, er død, 74 år.
Det oplyses på hans Facebookside.
Meat Loaf døde torsdag aften med sin kone Deborah ved sin side, oplyser hans agent Michael Greene på vegne af familien.
Greene siger også, at døtrene og nære venner fik sagt farvel til rockmusikeren i det sidste døgn, han levede.
Som musiker var Meat Loaf blandt andet kendt for de to album “Bat Out Of Hell” og “Bat Out Of Hell II: Back Into Hell”.
De to albums lavede han sammen med producenten Jim Steinman. Det første allbum er blandt de 35 mest sælgende i USA nogensinde.
Da Steinman døde sidste forår, skrev Meat Loaf i en hilsen: “Jeg kommer snart, min bror Jimmy”. “Flyv, Jimmy, flyv”.
Overvægt en del af imaget
Meat Loafs overvægt har altid været en stor del af fortællingen om den amerikanske sanger.
I hvert fald siden 1977, da han bragede igennem som kontrast til den populære glamourrock og discomusik, der som oftest blev spillet af velplejede og smukke mennesker.
Ind på scenen kom Meat Loaf (som betyder farsbrød) fra Texas. Tyk, svedende og langhåret optrådte han i stram skjorte med de tunge og melodiøse rocknumre fra “Bat Out Of Hell”.
De mange kilo blev hurtigt en del af hans image.
I 1977 handlede teksterne til hits ofte om ingenting eller om kærlighed. Hitlisterne på den tid blev blandt andet præget af Boney M. og Donna Summer med numre som “Daddy Cool” og “I Feel Love”.
Meat Loaf udgav flere albums efter 1977, men ingen af dem har været så populære som “Bat Out Of Hell”.
Sideløbende med sangkarrieren har Meat Loaf givet den som skuespiller i en lang række film.
Først publiceret: 21. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. februar 2022 kl. 13:47