Så meget steg en pakke cigaretter i 2022

Kræftens Bekæmpelse hilser ny prisstigning på cigaretter velkommen og ser det som vejen til færre rygere.

En pakke cigaretter koster nu 60 kroner i Danmark.

Prisen på cigaretter har fået yderligere et nøk op her i 2022.

Rygere skal ryste op med fem kroner ekstra, så en pakke cigaretter i gennemsnit koster 60 kroner.

Det er et led i en politisk aftalt prisstigning på cigaretter, der blev besluttet som en del af finansloven for 2020.

Så forskellige er cigaretpriserne verden over

Prisen på en pakke cigaretter er de seneste par år steget med 20 kroner herhjemme.
Prisen for en pakke cigaretter er per 1. januar 2022 i gennemsnit 60 kroner.

Det skyldes en politisk aftalt prisstigning på i alt 20 kroner, der blev besluttet som en del af finansloven for 2020.

Her kan du se, hvad prisen på en pakke cigaretter er i andre lande.

* New Zealand:

Der har været forbud mod synligt salg af tobaksvarer siden 2012.

Prisen for en pakke med 20 cigaretter er omkring 125 kroner.

* Norge:

Siden 2010 har der været udstillingsforbud af alle tobaksprodukter inklusive rullepapir, filtre og lignende.

Prisen for en pakke med 20 cigaretter er cirka 89 kroner.

* Sverige:

Her er der intet forbud imod, at tobaksvarer er synligt tilgængelige.

Gennemsnitsprisen for en pakke med 20 cigaretter er cirka 49 kroner.

* Frankrig:

Heller ikke her er der indført et udstillingsforbud af tobaksprodukter.

En pakke med 20 cigaretter koster omkring 72 kroner.

* Danmark:

Forbuddet imod synligt salg af tobaksvarer blev indført i april 2021.

Prisen for en pakke med 20 cigaretter er per 1. januar 2022 60 kroner.

Kilde: Kræftens Bekæmpelse.

Stigningen blev indført i to etaper. Fra april 2020 steg prisen på en pakke cigaretter cirka 15 kroner. Nu er det sidste trin i totrinsraketten så trådt i kraft.

I Kræftens Bekæmpelse hilser man prisstigningen velkommen og ser den som en af vejene til at undgå, at flere unge begynder at ryge.

– Vi kunne se efter den første prisstigning på 15 kroner, at andelen af rygere faldt fra 20 til 18 procent. Det er helt klart som følge af prisstigningen.

– Det er især de yngste, der har undladt at begynde at ryge eller lagt cigaretterne på hylden, siger forebyggelseschef Mette Lolk Hanak.

Dejligt hvis det var 90 kroner

Prisen er ifølge forebyggelseschefen det vigtigste parameter for at begrænse lysten til at begynde at ryge – eller kvitte tobakken, hvis man allerede er begyndt.

– Selv om vi er glade for prisstigningen, så ser vi gerne, at prisen kommer endnu højere op. Vi kunne godt tænke os en pris på cirka 90 kroner ligesom i Norge, siger Mette Lolk Hanak.

Der er også andre faktorer, der ifølge forebyggelseschefen spiller ind på omfanget af rygning.

– Der er mange ting, der har betydning, og derfor er vi også glade for den plan mod børn og unges rygning, der blev vedtaget i Folketinget.

– Den har betydet, at cigaretpakkerne er blevet neutrale, tobakken er blevet gemt væk under disken, og vi har fået røgfri skoletid både i grundskolen og på ungdomsuddannelserne, siger Mette Lolk Hanak.

Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden og Hjerteforeningen har fået foretaget en måling blandt 5000 danskere. Den viser, at 66 procent af danskerne synes, det er en god idé at hæve prisen på en pakke cigaretter til 60 kroner.

15 procent synes, det er en dårlig idé.

Selv om opbakningen – ikke overraskende – kommer fra en større andel af ikke-rygerne, er det kun knap halvdelen af rygerne, som er imod den nye prisstigning.

Prisstigningen trædte som nævnt i kraft fra 1. januar 2022, men tobaksproducenterne har en frist på tre måneder til at sælge ud af varer til den gamle pris.

Først publiceret: 3. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 23. februar 2022 kl. 13:23

Se, hvad vi ellers skriver om: