Misser Vild med dans-finale: Ramt af corona
Entertaineren Jacob Haugaard kommer ikke til at optræde i "Vild med dans" fredag aften sammen med de andre tidligere udstemte deltagere.
Traditionen tro har TV 2 inviteret alle sæsonens udstemte par til at gå på gulvet i Vild med dans-finalen.
Men entertaineren Jacob Haugaard har netop meldt fra, lyder det fra TV 2. Han er nemlig blevet ramt af corona, og det er hans hustru også.
– Jeg er noget mat i sokkeholderne. Det er som en influenza, og så hoster vi, fortæller Jacob Haugaard i en pressemeddelelse.
Jeg hader at aflyse
Han er ked af at måtte blive hjemme, for han havde glædet sig til at indtage gulvet igen.
– Det er ærgerligt, og det er da ikke sjovt, at jeg skal se finalen hjemmefra. Jeg hader at skulle aflyse noget. Sådan har jeg også altid haft det rent professionelt, siger Jacob Haugaard.
I programmet dansede han med den professionelle danser Camilla Dalsgaard, men parret nåede kun til det femte liveshow.
Både han og hustruen, Ilse, er vaccineret, oplyser han i pressemeddelelsen.
Først publiceret: 25. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:31