Få billig mad til at sprudle af velsmag
Små hacks i køkkenet sender dine billige retter op i en helt anden klasse. Tænk i forskellig smag, konsistens og tilberedning.
God mad kan sagtens være billig – men den skal ikke smage fattigt.
Det er ambitionen, når kogebogsforfatter Camilla Skov går i køkkenet. Hun er aktuel med bogen “Billig mad på dyre tallerkener” og har samlet en lang række råd til at få billige råvarer til at smage af en million.
– Fedt er helt essentielt, fordi det er en smagsbærer. Hvis folk synes, at vegetarisk mad er kedeligt, er det ofte, fordi der ikke er brugt nok fedt til at tilfredsstille sanserne og løfte smagene.
– Så olie og smør er supervigtigt. En smagsneutral olie er god at stege i, og så kan man have en god olivenolie til dressinger, forklarer Camilla Skov, som også står bag bloggen “Vegetarisk Hverdag”.
Byg mad op med smag i lag
Generelt skal du bygge din ret op med forskellige smagslag. Det betyder, at du altid skal tænke over at få syre, salt, sødme, bitterhed og umami ind.
– Pasta med tomatsovs kan være drønkedeligt, hvis du bare har varmet lidt tomat op. Men det kan være helt fantastisk, hvis du kommer lidt eddike, sukker og ekstra fedt i, siger hun og uddyber:
– Jeg kunne sagtens finde på at karamellisere nogle løg i olivenolie, lade det simre med tomater og lidt sukker og så brune noget smør og hælde i sovsen til sidst. Så får du en virkelig godt tomatsovs med en karamelliseret ekstra dimension.
Dernæst handler det om at få forskellige teksturer ind i retten. Hvis alle elementerne er bløde, så tilføj noget, der knaser – eksempelvis ristede brødkrummer, nødder eller kerner.
Selv om Camilla Skov netop har udgivet en kogebog med budgetmad, så betyder det ikke, at hun går efter de billigste ingredienser i supermarkedet.
Tværtimod prioriterer hun sine kroner, så hun får eksempelvis den ene lækre parmesanost, der kan bruges på tværs af retter.
Gør den billige mad til en oplevelse
* Brug de pæne tallerkener, anret maden flot, og dæk op med servietter.
* Top gerne retten med ristede nødder, kerner eller frø.
* Pynt til sidst med friske krydderurter.
Kilde: Camilla Skov, som står bag bloggen "Vegetarisk Hverdag" og er forfatter til kogebogen "Billig mad på dyre tallerkener", og klinisk diætist Tina Beermann.
– Man bruger ikke ret meget ad gangen. Og nogle gange er er det lige den teske- eller spiseskefuld, der gør forskellen, så måltidet ikke føles fattigt, forklarer hun.
Grønkålschips i ovnen
Tina Beermann er klinisk diætist og sidder med i Dansk Vegetarisk Forenings panel af sundhedsfaglige eksperter, og hun råder til at tænke i forskellige tilberedninger for at få smag frem i grøntsagerne.
– Grillstegning giver rigtig meget smag til grøntsager eksempelvis peberfrugter og kål. Varmebehandling får meget mere smag frem i tomater og svampe.
– Du kan lave grønkålschips i ovnen. Og du kan bage små buketter af broccoli i ovnen i stedet for at dampe eller koge dem. Så får du mere umamismag frem, forklarer Tina Beermann.
Hvis du er til det, kan du også give grøntsagerne et twist med fermentering. Bare husk, at de fermenterede sager skal bruges som smagsgiver i en ret – ikke som et tilbehør. Ellers bliver det alt for salt. Brug det, som du ville bruge kapers, oliven eller sojasovs.
– Man skal kun bruge en lille skefuld af de fermenterede grøntsager, så kan det give smag til en hel ret, siger hun.
Hun råder også til at have et fast arsenal af lækre dressinger og sovser i køleskabet. Så kan du altid hælde lidt soja-, teriyaki- eller chilisovs over maden.
Det samme gælder med sennep, peanutbutter og tahin, så du kan lave en hurtig dressing.
Hav også gerne kapers, oliven og soltørrede tomater stående.
– Det kan du hakke i fine stykker og blande i grøntsagsretten. Det giver rigtig meget umamismag, siger Tina Beermann.
/ritzau fokus/
Først publiceret: 14. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:23