Mortensaften på onsdag: Har du styr på anden?
Mortensaften står for døren, og Dyrenes Beskyttelse opfordrer os til at kigge nøje på anden, før vi beslutter, hvilken der skal med hjem til middagsbordet. Se også video-opskriften på "And med garanteret sprødt skind".
Mortensaften på onsdag 10. november betyder for rigtig mange danskere, at der skal and på middagsbordet. Det kan man se i kølediskene rundt omkring i supermarkederne, hvor der traditionen tro så småt er ved at blive fyldt op med ænder.
Men det er ikke ligegyldigt, hvilken and forbrugerne lægger i indkøbskurven. Det påpeger dyrlæge og Master i Vurdering af Husdyrvelfærd fra Dyrenes Beskyttelse, Mia Bonnichsen:
”Der er stor forskel på ænderne i køledisken. Nogle kommer fra en produktion, hvor de har fået klippet spidsen af næbbet af eller aldrig har været udenfor. Andre har derimod beholdt deres næb, været ude i det fri og haft adgang til badebassiner, hvor de kan passe og pleje deres fjerdragt. Så det er værd at betale lidt ekstra for en and med god dyrevelfærd,” siger Mia Bonnichsen.
And med adgang til det fri
Ænder har, ligesom alle andre dyr, en række naturlige behov, der er vigtige at opfylde.
Ænder med fordele
Der er mange fordele som and, hvis man lever under mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Mærket sikrer, at ænderne har:
*Adgang til det fri; Flokken har adgang til et udeareal med god plads, hvor dyrene kan bevæge sig frit og udleve deres naturlige adfærd.
*Naturlig døgnrytme; Der er krav om dagslys. Derfor har dyrene en naturlig døgnrytme.
*Hele næb og kløer; Ingen ænder under mærket "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse" får klippet hverken næb eller kløer.
*Adgang til badevand; Ænder har behov for badevand, så næb, næsebor og hoved kan holdes rent. Det har ænder adgang til under mærket "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse".
*Kort transporttid; Ænder bliver højst transporteret i 8 timer, før de når slagteriet.
De skal både have en masse plads, hvor de kan strække vingerne, være nysgerrige og finde insekter i jorden og ikke mindst vaske og pleje deres fjerdragt med rent badevand.
Alt det kræver, at de har adgang til det fri, og det har dyrene har haft under mærket med ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”. Det gør nemlig en verden til forskel for ænderne, om de kommer udenfor eller ej.
”Det er helt fundamentalt for ænders velfærd at komme ud under åben himmel, hvor de har plads til at udleve deres naturlige adfærd. En konventionel and går inde i en stald med meget lidt plads. Det gør især berberiænder stressede og aggressive overfor hinanden, og derfor får de ofte klippet næbbet af,” fortæller Mia Bonnichsen, der rådgiver forbrugerne til i stedet at købe pekinænder.
Dyrenes Beskyttelse opfordrer forbrugerne til at vise deres holdning til ænders velfærd, når de vælger and i køledisken. Deres beslutning har en afgørende betydning for udbuddet i supermarkederne.
Først publiceret: 6. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:17