Forstå valget på 2 min: Det bestemmer din kommune

Kommunens byråd sætter rammerne for byens skole, ældrepleje og daginstitutioner. Derfor er kommunalvalget det vigtigste valg set med borgernes øjne.

Det kommunale valg handler om de ting, som er tættest på din hverdag.

Kommunalvalg kan lyde støvet og kedeligt. Og der er da også typisk en lavere valgdeltagelse end ved eksempelvis folketingsvalget.

Men udover at gøre sin “demokratiske pligt” er der også masser af andre gode grunde til at sætte kurs mod stemmeboksen.

– Set med danskernes øjne er kommunalvalget det vigtigste valg overhovedet, forklarer Roger Buch, der er centerleder og valgforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hvordan fungerer byrådet?

* Du kan både stemme personligt eller på et parti ved kommunalvalget.

* Du kan ikke stemme på, hvem der bliver borgmester. Denne udpeges af byrådet. Men du kan håbe på, at dit parti opnår flertal og dermed vejer tungest på vægtskålen.

* Medlemmerne i byrådet er ofte almindelige danskere, som varetager et almindeligt job sideløbende med deres arbejde i byrådet. Typisk er det kun borgmesteren, som arbejder fuld tid inden for kommunalpolitik.

* Medlemmerne i byrådet kan både være løsgængere eller medlemmer af de gængse partier. Ofte vil politikken flugte nogenlunde med partilinjen på landsplan, men i nogle sager kan der være undtagelser.

Kilder: Martin Vinæs Larsen fra Aarhus Universitet, Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Tæt på din hverdag

Kommuner og byråd driver nemlig størstedelen af de offentlige institutioner, du møder i din hverdag:

Vuggestuer, børnehaver, skoler, plejehjem og store dele af kulturlivet såsom biblioteker, aktivitetscentre, sports- og foreningsliv, nævner Roger Buch.

– Det er eksempelvis byrådet, som bestemmer, om der skal være 18, 22 eller 24 børn i klassen. Og det er jo et nært emne, som optager mange forældre, uddyber han.

Samtidig varetager kommunerne også en række praktiske opgaver omkring skrald, spildevand og vedligehold af byens veje.

Daglig driftsleder

Derfor kan man overordnet sige, at kommunen er “daglig driftsleder” for en stor del af velfærdsstaten, forklarer Martin Vinæs Larsen, der er ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet med speciale i kommunalvalg og vælgeradfærd.

Dette taler igen for at engagere sig i kommunalvalget.

– Cirka en tredjedel af statens budget havner hos kommunerne. Så man skal jo gerne synes, at det byråd, som forvalter pengekassen, træffer de bedste beslutninger, siger han.

Udover pengekassen har byrådet også magt på andre vigtige områder.

De træffer eksempelvis afgørende beslutninger, når der skal nedlægges institutioner, sammenlægges skoler eller ansættes en ny leder på et plejehjem.

Magtfulde udvalg

Endnu større magt har de byrådsmedlemmer, som udpeges som formand for et udvalg – det kunne være socialudvalget.

– Socialudvalget har enormt stor magt, og inden for lovens rammer bestemmer de eksempelvis, hvordan man konkret vil hjælpe byens hjemløse eller kommunens anbragte børn, nævner Martin Vinæs Larsen.

Øverst i kransekagen sidder borgmesteren.

Borgmesteren udpeges af et flertal i byrådet. Derfor er det gerne sådan, at det parti, som trækker flest stemmer ved kommunalvalget, også sætter sig på borgmesterposten.

– Men der er undtagelser, hvor eksempelvis Venstre og Socialdemokratiet ender med at pege på en konservativ borgmester, uddyber Roger Buch.

Det kan eksempelvis være, fordi vedkommende står stærkt hos lokalbefolkningen, eller fordi vedkommende har været bannerfører for en mærkesag, som begge parter bakker op om.

Borgmesterens rolle

Borgmesteren har – udover sin magt internt i kommunen – også en vigtig rolle udadtil, tilføjer Martin Vinæs Larsen.

Dette er en tredje god grund til at stemme ved kommunalvalget.

Det er nemlig borgmesteren, som skal tale din og byens sag på landsplan, forklarer Martin Vinæs Larsen.

Og uanset om I tumler med massiv fraflytning, farlige vejkryds, larmende letbanebyggeri eller et stigende antal børnesager, er det borgmesteren, som skal slå i bordet på Christiansborg.

– Borgmesteren er byens ansigt udadtil på den landspolitiske scene. Og det tæller for noget, hvis en borgmester tager fat i folketingspolitikerne og siger: De betingelser kan vi ikke være tjent med i vores kommune, siger han.

/ritzau fokus/

Først publiceret: 4. november 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:15

Se, hvad vi ellers skriver om: