Glemte du? Sådan får du styr på lægeaftaler

Det kan være svært at holde styr på datoer og tidspunkter for aftaler med lægen. Ny digital løsning hjælper dig.

En ny digital løsning betyder, at du fremover kan se dine aftaler i sundhedsvæsenet på sundhed.dk.

I første omgang er det aftaler hos din egen læge, du vil kunne se, men senere kobles aftaler på hospitaler, i kommunen og hos speciallæger også på.

Hvis du har fået fuldmagt, kan du også følge med i dine pårørendes aftaler hos lægen og på den måde hjælpe med at bevare overblikket.

– Foreløbig er det aftalerne hos de praktiserende læger. I  løbet af de kommende år bliver speciallægerne og alle regioner og kommuner koblet på løsningen, så det bliver muligt for borgere i hele landet at se for eksempel aftaler om undersøgelse eller behandling hos speciallæge og på hospitalet, fortæller programleder i Sundhedsdatastyrelsen, Tine Ohm Laursen.

Skaber sammenhæng i behandlingen

Mens du som borger kan se og få overblik over dine aftaler på sundhed.dk, kan medarbejdere i sundhedsvæsenet også se aftalerne i deres eget fagsystem.

Det skal give et bedre overblik over den samlede behandling og på den måde bidrage til at sikre koordinering og sammenhæng i behandlingen.

Hvis du som borger ikke ønsker, at dine aftaler deles, har du mulighed for at spærre for delingen af aftaler på sundhed.dk.

Sådan gør du

Du skal have dit NemID/MitID klar.

Når du er logget på sundhed.dk, skal du vælge Sundhedsjournalen og derefter Aftaler.

Her kan du se dine egne aftaler og dine pårørendes aftaler, hvis du har fået adgang til dem.

Her kan du se dine aftaler med læger – KLIK HER

Først publiceret: 18. oktober 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 11:00

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og