Så længe skal du beholde din kvittering
Det kan være en god idé at tage et billede af din bon eller din kvittering. En digital kopi vil være lige så god dokumentation som originalen.
Når du køber en vare, har du krav på at få et bevis for dit køb, fx en bon. Virksomheden må ikke nægte at udlevere en bon. Heller ikke selvom varen er købt på f.eks. lagersalg. Du skal altid gemme din bon i mindst to år, hvis du vil bevare dine rettigheder.
På bon eller kvittering skal der helst stå:
- Varens navn eller art
- Prisen
- Købsdatoen
- Butikkens navn
- Eventuelle aftaler, fx ret til at fortryde købet
Du skal gemme bonen i de to år, der er reklamationsret på varen.
Klager du senere over fejl og mangler, har sælgeren ret til at forlange at se bevis for, at du har købt varen i butikken, hvornår det er sket, og hvad du har betalt. Det samme gælder, hvis du har aftalt, at du kunne fortryde købet, fx inden otte dage. Her er bonen dit bevis for, at du fortryder inden for den aftalte frist.
Læs mere om din reklamationsret
Afbetaling og løbende leveringer
Har du købt varen på afbetaling, eller er der tale om noget, der bliver leveret løbende, f.eks. et abonnement, skal du gemme dine kvitteringer i mindst tre år. Denne type betalinger er nemlig omfattet af forældelsesloven, og et krav forældes normalt først efter tre år. Hævder sælgeren, at du ikke har betalt alle afdrag eller leverancer, skal du kunne bevise, at det faktisk er tilfældet. Har du ikke gemt dine kvitteringer, risikerer du at skulle betale en gang til.
Garanti på varen
Har du fået en garanti, der gælder længere end to år, skal du gemme bon og garantibevis, så længe der er garanti på varen.
På garantibeviset skal der stå, hvad garantien omfatter, og hvor længe den løber. Der skal også stå, hvem der yder garantien.
Du skal gemme garantibeviset, så længe garantien løber.
Hvis kvittering eller bon er blevet væk
Kan du ikke finde din bon eller kvittering, kan du muligvis dokumentere dit køb på anden måde. Det kan f.eks. være en Dankortkvittering, en kontoudskrift fra banken eller en aktivitetsoversigt, hvis du betaler med mobilen.
Den type dokumentation kan kun bruges, hvis du kun har købt den aktuelle vare ved købet. Har du købt flere ting, kan du ikke bevise, hvad de enkelte varer har kostet. Andre former for dokumentation kan f.eks. være et byttemærke eller et garantibevis.
Ulæselige boner
Det sker, at skriften forsvinder fra en bon, eller at den bliver meget svær at læse. Det skyldes papirkvaliteten og trykmetoden.
Det er butikkens ansvar, at bonen har en holdbarhed på mindst to år, men det kan være svært for forbrugeren at bevise, hvilken vare der er tale om, hvis bonen er ulæselig.
Når du køber en dyr vare, der forventes at holde længe, kan du bede om en kvittering på almindeligt papir, eller du kan tage en kopi af bonen. Det kan spare dig for meget besvær senere.
Det kan også være en god idé at tage et billede af bonen. En digital kopi vil være lige så god dokumentation som originalen.
Først publiceret: 25. september 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:40