Pas på! Svindlere udnytter NemID og MitID lige nu

Hvis du får en mail eller sms om MitID med Digitaliseringsstyrelsen som afsender, skal du slette den. Se her hvorfor.

I denne periode, hvor vi skifter fra NemID til MitID, har svindlerne travlt på nettet med at udnytte overgangen.

Til oktober starter overgangen fra NemID til MitID. Det ved svindlerne alt om. Derfor skal du være på vagt, hvis du får en mail, hvor du bliver bedt om for eksempel nøglekort eller personlige oplysninger.

I et forsøg på at franarre dig dine oplysninger sender svindlerne sms og private mails, som udgiver sig for at være fra Digitaliseringsstyrelsen og linker ind til falske websites med falske NemLogins, der skal franarre dig dit NemID og personlige oplysninger.

Denne form for svindel kaldes phishing.

Det kan være svært at spotte forsøg på phishing-forsøg. Men der er 3 ting, du kan være opmærksom på:

  1. Digitaliseringsstyrelsen sender aldrig officielle henvendelser via din private mailadresser – Den form for henvendelser vil altid blive sendt via Digital Post.
  2. Hverken Digitaliseringsstyrelsen, politiet, banker eller andre myndigheder vil nogensinde bede dig om at udlevere personlige loginoplysninger og koder via mail, sms eller telefon.
  3. Vær opmærksom på, om links, hjemmeside adresser (url’er) og afsenderadresse ser mistænkelige ud.

Har du fået mailen?

Har du modtaget mistænkelige henvendelser på sms og mail og med links, så klik ikke på dem, og del aldrig login-oplysninger med andre. Slet henvendelsen med det samme!

Her kan du få hjælp

Har du fået en mistænkelig henvendelse om MitID eller NemID, og er i tvivl om den er fra Digitaliseringsstyrelsen, kan du eventuelt kontakte MitID-supporten på telefon 33 98 00 12 for at verificere henvendelsen.

Kviktest: Er det en fupmail?

Når du modtager en mail, du er usikker på, skal du tjekke afsenderens e-mailadresse.

Hvis den ikke stemmer overens med afsenderens navn, eller hvis den er meget lang og kompliceret, så er det sandsynligvis fra en utroværdig kilde, og henvendelsen kan meget vel være fup.

Kilde: Sikkerdigital.dk

Hvis du opdager eller mistænker, at dine personlige oplysninger er blevet stjålet, er det vigtigt, at du reagerer på det.

Du kan altid kontakte Digitaliseringsstyrelsens nyoprettede hotline om identitetstyveri på 33 98 00 98.

Medarbejderne i hotlinen kan vejlede og rådgive om, hvad du skal gøre for at begrænse skaden, hvordan man kommer videre, og hvem der eventuelt skal kontaktes.

Først publiceret: 17. september 2021
Artiklen er sidst opdateret 17. september 2021 kl. 11:32