I dag får plejehjems-beboere deres 3. stik

Torsdag får de første plejehjemsbeboere det 3. vaccinestik, der skal booste beskyttelsen mod corona.

Nu får beboere på landets plejehjem det 3. stik mod corona. Det skal booste beskyttelsen mod corona hos de allerældste, efter at der er registreret et stigende antal sygdomstilfælde på plejehjem, oplyser sundhedsmyndighederne.

I hovedstadsområdet er omkring 170 beboere på 3 plejehjemmen i Herlev de første, der får tilbud om et 3. stik med vaccine mod Covid-19.

Giver god mening

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) glæder sig over, at beboere på plejehjem nu kan få boostet deres vaccination med et tredje stik:

“Beboere på plejehjem er de første, der får tilbudt 3. stik, fordi de har størst risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittede. Samtidig ved vi, at vaccinernes effekt kan være nedsat hos ældre, og derfor giver det god mening, at de er de første til at få tredje stik”, fastslår han.

Han regner med, at den udgående vaccinationsindsats kan nå at vaccinere beboere på mere end 200 plejehjem i hele regionen i løbet af september.

Bedst mulig beskyttelse

Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Bilsted Probst siger, at det er vigtigt at vaccinere de ældste, efter at der er registreret stigende smitte på plejehjem

”Plejehjemsbeboerne var nogle af de første, vi vaccinerede i Danmark, og vi ved, at niveauet af immunitet falder over tid. Samtidig ved vi, at særligt ældre kan have et svækket respons på vaccination. Med den viden og i lyset af at vi nu ser en stigende smitte på plejehjemmene, så går vi i gang med revaccination. Vi ønsker at beskytte beboerne bedst muligt mod et alvorligt forløb af COVID-19,” siger Helene Bilsted Probst.

På landets plejehjem er 96 procent af beboerne vaccineret 2. gang og dermed er stort set alle tilfælde af corona smitte påvist efter vaccination.

Samme vaccine

Beboerne på plejehjemmene får tilbudt den samme vaccine, som de har fået de to første gange. De fleste har fået Pfizer.

Fra 1. oktober vil plejehjemsbeboere også blive tilbudt vaccination mod influenza.

 

Først publiceret: 9. september 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:28

Se, hvad vi ellers skriver om: