Se TV-værtens søde nye hundehvalp

Janni Pedersen spammer sine følgere på de sociale medier med billeder af sin nye beaglehvalp, Donna.

Hvis man følger Janni Pedersen på de sociale medier, er der garanti for hvalpe-spam for øjeblikket. Foto: Janni Pedersen.

Janni Pedersen har hænderne fulde med den nye hvalp, Donna, mens hendes mand, Kim, holder deres andet “barn”, deres fælles krimi, “Kvæleren”, der udkom i begyndelsen af august. Foto: Privat

Go’ Aften-værten på TV2, Janni Pedersen, har fået en ny kærlighed i sit liv. Ud over ægtemanden Kim Faber selvfølgelig. Hun er  nemlig faldet pladask for den lille beagle-hundehvalp, Donna.

I sidste måned hentede Janni Pedersen og ægtemanden Kim Faber deres nye hund, efter de mistede deres gamle Bella af alderdom tidligere på året.

På Janni Pedersens sociale medier er der derfor for øjeblikket garanti for hvalpespam med billeder af Donna, der også ser virkelig dejlig ud.

Så dejlig er Donna, at Janni Pedersen og Kim Fabers store turne rundt i landet, hvor de gør reklame for deres nye fælles krimi, “Kvæleren” er blevet væsentlig droslet  ned. Det er nemlig svært at rejse landet tyndt med en lille hvalp, fortæller hun på sin Facebook-profil.

“I temperament er Donna stædig, sjov, kælen og legesyg”, fortæller Janni Pedersen til Billed-Bladet. “Donna kan næsten køre op som små børn, og om aftenen kan der godt være lidt ulvetime. Så hun er ligesom en beagle skal være”, tilføjer TV 2-værten.

Til Billed-Bladet fortæller Janni også, at hun og ægtemanden ikke var i tvivl om, hvilken hunderace de skulle vælge efter Bella.

“Én gang en beagle – altid en beagle. Jeg elsker, at de er nysgerrige, og man bliver nødt til at opdrage på en beagle hver dag. Den bliver ved med at udfordre én med den plads, den har fået i flokken, for det er den ikke helt tilfreds med, og det synes jeg bare er så skægt”, siger Janni Pedersen.

Først publiceret: 29. august 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:22

Se, hvad vi ellers skriver om:

og