Robert Hansen mister job efter slagsmål
Kæresten har lagt billeder af sig selv med blå mærker i ansigtet på de sociale medier, men vil ikke anmelde Robert Hansen, da hun også selv deltog i slagsmålet.
Kærlighed ved første hik-skuespilleren Robert Hansen, 41 år, er havnet i et stormvejr, siden det kom frem, at han og kæresten, Nynne Larsen, 26 år, var kommet op og slås på deres fælles ferie i slutningen af juli i Spanien.
Parret, der har været kærester i knap et år, har været til og fra hinanden flere gange, men nu er forholdet definitivt stoppet, efter Nynne Larsen lagde et billede af sig selv med store blå mærker i ansigtet på sine profiler på de sociale medier i sidste uge, hvor hun skrev, at de var komme efter Robert Hansen havde slået hende.
Lige gode om det
“Jeg er så ked af det. Ked af det over, at manden, jeg elsker, kan finde på at gøre de her ting ved mig, siger Nynne Larsen til SE og HØR i det nye nummer, der er på gaden nu.
I følge Nynne Larsen var begge parter dog involveret slagsmålet, og hun har ikke ønsket at politianmelde Robert Hansen.
Både Robert Hansen og Nynne Larsen har bekræftet, at den voldelige episode har fundet sted i Spanien, men Robert Hansen har ikke nogen kommentarer.
Men det ser nu ud til at episoden får anderledes store konsekvenser for Robert Hansen end for Nynne Larsen, der er influencer.
Robert Hansen er nemlig ikke længere at finde på Tajmers liste over foredragsholdere, hvilket betyder, at han ikke længere kan bookes. Dette bekræfter virksomheden over for Ekstra Bladet.
Robert Hansen har også siden 2017 været ambassadør for Hjerteforeningen, hvilket de dog bekræfter over for Ekstra Bladet, at han ikke er længere. Man får dog ikke bekræftet, hvorvidt opsigelsen skyldes episoden i Spanien.
Kærlighed ved første hik
Robert Hansen fik sit folkelige gennembrud i Dennis Jürgensen-filmatiseringen Kærlighed ved første hik i 1999. Sammen med Sofie Lassen-Kahlke høstede han stor succes i de yderligere fire Anja & Viktor efterfølgere.
Fra 2008 til 2012 arbejdede han desuden som tv-vært hos TV3, hvor han stod i spidsen for programmer som “Magi i luften”, “Hjælp jeg er i Japan”, “Det’ løgn” og senest gameshowet “”Det perfekte minut. Den 16. november 2007 vandt han sammen med dansepartneren Marianne Eihilt TV2-konkurrencen “Vild med dans”.
Robert Hansen er dog også kendt for sit tidligere turbulente liv, der i en årrække blev berørt af historier i pressen om alkohol- og kokainmisbrug. I juli 2006 lod han sig indlægge på afvænningsklinikken Majorgården i Nordsjælland for at komme sit misbrug af sprut og kokain til livs.
I 2015 blev han akut opereret for en medfødt hjertefejl, og fik sat en metalklap på hjertet under en livreddende akut hjerteoperation på Rigshospitalet.
Først publiceret: 27. august 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 10:19