Kort før pension: Vinder Lotto-million

Heldig mand i 60’rne går med flytteplaner - vinder million kroner lige før han skal på pension.

Det kan man vist kalde superheld.

Kort før en mand i 60´rne går på pension, tikker der en besked ind på SMS: Du har vundet en million kroner.

Der er milliongevinst – selv om der er nul rigtige på kuponen.

”Efter jeg havde talt nullerne et par gange, skal jeg indrømme, at jeg var ved at skvatte ned ad stolen”, fortæller manden, der bor sammen med sin hustru i Haderslev.

Den runde million ruller ind på bankkontoen, selv om manden havde nul rigtige på sin Lotto-kupon.

Hver uge trækkes der nemlig lod om 2×1 millioner skattefri kroner – så man kan altså blive millionær, selvom man har 0 rigtige.

Går med flytteplaner

For parret kommer milliongevinsten på et virkelig godt tidspunkt.

”Vi vil gerne flytte i en bolig tættere på byen, hvor der ikke er så meget, der skal holdes. Og så er det klart, at vi gerne vil ud at rejse, når det bliver muligt igen”.

Han og konen har aftalt, at de foreløbig holder nyheden om gevinsten tæt ind til kroppen og ikke fortæller noget om pengene til nogen.

”Vores børn finder nok ud af det henad vejen. Men de mangler ikke noget, så de får heller ikke umiddelbar del i pengene. Vores børnebørn er forkælede i forvejen, men det kan da godt være, at der bliver opjusteret på den front alligevel. Vi er meget tætte på dem, hvilket er en kæmpe gave. vi regner bestemt med, at pengene også skal gå til nogle gode oplevelser sammen med dem”, fortæller den heldige vinder.

Først publiceret: 31. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret 14. maj 2021 kl. 14:09

Se, hvad vi ellers skriver om:

og