Gode råd til anderledes påske: Sådan holder du udendørs påskefrokost
Varm mad, godt med overtøj og tæpper og et bål til snobrød. Så har du opskriften på en hyggelig, udendørs påskefrokost med familien.
Da påsken blev aflyst sidste år, troede de fleste, at næste år, i 2021 SÅ ville livet være normalt igen. Så ville det være slut med at holde påsken sammen – hver for sig!
Men sådan er det jo desværre ikke blevet, og nu er det igen påske lige om lidt. Denne gang kan vi dog heldigvis samles 10 personer udendørs, og det åbner for en lidt anderledes påskefrokost end vi er vant til.
Med lidt meteorologisk held får vi tørvejr og 7-10 graders varme i påskedagene, og med varme overfrakker og masser af tæpper kan det godt betyde, at vi kan holde påskefrokost udendørs med familien eller vennerne.
Her er et par gode ideer, hvis du vil holde påske udenfor:
- Sig til gæsterne på forhånd, at I skal sidde udenfor, så de bør huske varme støvler, overfrakker og et par tæpper
- Drop det kolde påskebord, og lav varm mad i stedet. Måske er det i år, at du skal prøve de gode opskrifter på lammekølle og ikke mindst flødekartofler fra Faglige Seniorer og Food TV
- Et bålfad og en pose brænde koster ikke alverden i et byggemarked. Drik kaffen rundt om bålet, mens børnene og deres fædre har travlt med at snitte pinde og bage snobrød eller pandekager – på en bål-pandekagepande – over levende ild.
Om et par dage kommer Sundhedsstyrelsen også med en håndfuld gode råd til, hvordan du kan fejre påsken under de aktuelle restriktioner. Faglige Seniorer bringer selvfølgelig Sundhedsstyrelsens råd, lige så snart de bliver offentliggjort.
På nettet er der også mange gode ideer til sjove ægge-aktiviteter udenfor.
F.eks. har festdoktoren.dk HER mange opskrifter og forklaringer på de gode, gamle påske-lege såsom Ægge-petanque, Ægge-ske-stafet, Pikke-Hårdæg, Trante æg, Æggeskjul, Stjæle æg og Kaste med Æg.
Ups! We kunne ikke finde din formular.
Først publiceret: 22. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 15:49