Sund og rask: Vælt kostpyramiden

Anders Bach fik diagnosen diabetes, men lagde sin livsstil om. Han blev rask, sund og fri af medicin og sygdommen. I en række klummer giver han sine råd og tip videre til dig.

Hvad er dårlige fødevarer? Er det medisterpølse med stuvet hvidkål. Er det bake-off rundstykkerne?

En tur igennem et supermarked afslører, hvad der sælges mest af i de danske dagligvarebutikker.

Allerede før mødet med den lille metalbom ved indgangen tårner cola og appelsinsodavand sig op som skyskrabere – med en pris på 12 kroner for 1,5 liter skal de nok finde vej ned i indkøbsvognene. Så følger chips i brede baner og lige efter: 6 hyldemeter med kager.

Jeg fik konstateret diabetes 2 tilbage i 2016 og blev øjeblikkeligt sat på den medicin, som får blodsukkeret til at falde. Jeg var ellers sund og rask på det tidspunkt, 55 år og ikke specielt overvægtig.

Alternativ til pillerne

Jeg forstod det ganske enkelt ikke.

En del af forklaringen ligger i indledningen af denne klumme.

For hvad er sundt for kroppen, og hvad er ikke. Det spørgsmål bliver diskuteret i tide og utide og masser af eksperter og videnskabelige undersøgelser viser snart det ene og snart det andet.

“Er de forvirret?” som de spurgte i serien “Skum” tilbage i 80’erne.

Ja, det var jeg i hvert fald. Da min læge – efter jeg havde været tre år på medicin – fortalte mig, at jeg skulle tage endnu mere medicin, tænkte jeg: Det er værd at undersøge om der var et alternativ til pillerne.

Efter en del surf på nettet og i facebookgrupper fandt jeg frem til den uden sammenligning vigtigste førstehjælp til kroppen, hvis blodsukkeret ligger for højt: Skær ned på kulhydraterne og bunden af kostpyramiden.

Det vil sige – spis mindre af: Brød, pasta, ris, kartofler, frugt og selvfølgelig slik, sodavand og kager.

På få dage efter, hvor jeg undlod at spise disse fødevarer, fik jeg stabiliseret mit blodsukker. Og med det fulgte en større ro, velvære og bedre nattesøvn.

Gik efter at slippe medicinen

Det høje blodsukker er udtryk for, at vi har sværere ved at få energien ud i musklerne. Insulinet i kroppen virker ikke længere helt så godt som “døråbner” til cellerne. Det er en tilstand som betegnes som insulinresistens. Når vi spiser store mængder af kulhydrater, har kroppen og bugspytkirtlen – hvor insulinet produceres – været på overarbejde. Og sker det gennem mange år, begynder den at sige fra.

Da jeg fandt ud af det ved at læse om det, gik jeg målrettet efter at slippe medicinen

Da jeg fik en tid til en blodprøve tre måneder senere, viste den en værdi under det kriminelle. Uden at jeg havde taget pillerne i tre måneder og uden andre ændringer i min hverdag end kosten.

Jeg blev helt vildt glad. Da det var en meget nemmere omlægning, end jeg havde turdet håbe på, fik jeg lyst til at hjælpe andre og fortælle om, at det var muligt.

Derfor skrev jeg bogen “SÅDAN! – medicinfri og ti kilo lettere” med kostråd, som er i er nemme at følge og langtfra ekstreme. Kostrådene i bogen er den naturligste tilbagevenden til mad, som vor farmor lavede den.

Hjemmelavet mad er sundt

Kostpyramiden – som er fra starten af 70’erne – er lavet med skelen til fødevarer, man kunne få råd til dengang. Fedtforskrækkelsen kom kort tid efter. De er de to væsentligste årsager til, at vi får alt for mange “hurtige” kulhydrater som – når man ikke forbrænder dem – lagres som… fedt!

God hjemmelavet mad er en sund vej at gå, også for mennesker som ikke har diabetes. Masser af grønsager som har vokset over jorden som for eksempel kål. Kød med fedt er sundt. Smør og leverpostej er også fulde af vitale næringsstoffer og fedtsyrer, som er vigtige for hjertet og hjernen.

Leverpostejen er vel snart sagt det eneste vi får af indvolde i hverdagen – godt camoufleret.

I bogen har jeg introduceret en huskeregel som jeg kalder ¼-reglen. Hvis man ikke kan undvære kartofler så spis en eller to. En lille smule pasta og så en lækker salat til kødsovsen. Dermed er kulhydratniveauet i balance.

Kostpyramiden er så svær at få ud af hovedet igen, fordi den er brændt ind i os siden folkeskolen. Glem kostpyramiden! På en simpel formel har den fortalt os at 50 procent af det, vi skal spise, er kulhydrater. Det er ikke sundt for kroppen, men passer i en grafisk kassetænkning på en plakat i klasselokalet.

Det bedste ved at spise den kost, jeg har lagt om til, er, at det er nemt og at de råvarer og fødevarer, jeg gerne må spise, er lækre, velsmagende sunde og naturlige.

Go appetit! På livet og på rigtig mad.

Først publiceret: 5. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 15:02

Se, hvad vi ellers skriver om:

og