Ny aftale på vej: Disse førtids- og folkepensionister kan slippe for modregning

Regeringen og flere partier vil med en ny ordning undtage visse grupper af pensionister for modregning i indkomsten, hvis deres partner har haft overarbejde i forbindelse med corona-pandemien.

En række af landets pensionister kan snart se frem til at undgå skattesmæk, hvis deres partner knokler i corona-frontlinjen.

Regeringen og flere af Folketingets partier er ifølge A4 Arbejdslivs oplysninger på trapperne med en model, hvor pensionister kan blive fritaget for modregning i deres indkomst, hvis deres partner har haft overarbejde i forbindelse med corona-pandemien.

Hos SF er der tilfredshed med, at regeringen efter lange forhandlinger er klar med en løsning.

Partiet vil dog have fjernet samtlige regler for partner-modregning for pensionister – derfor mener beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF) kun, at “første slag er vundet”.

– Jeg forventer, at ministeren meget hurtigt står klar med en løsning for de pensionister, som bliver modregnet, mens deres partnere knokler ekstra på grund af coronakrisen. Det er et skridt på vejen, men det er slet ikke nok, siger Karsten Hønge.

Som reglerne er i dag, reguleres pensionen efter, hvor meget en samlever eller ægtefælle tjener.

Når man kommer over et vist beløb, modregnes pensionen med godt en tredjedel i forhold til det beløb, som partneren tjener ekstra.

Alle med corona-overarbejde fritages

Den model er dog angiveligt blevet skrottet til fordel for en model, hvor alle pensionister kan fritages for modregning, hvis de kan dokumentere, at deres partner har haft overarbejde på grund af corona-krisen.
Med den model vil modregnings-fritagelsen også gælde for en førtidspensionist, hvis partner eksempelvis er chauffør og har haft ekstraarbejde med at køre vacciner til Danmark.

– Vi skal ikke stå i en situation, hvor nogle danskere bliver set som større coronahelte end andre, fordi de har arbejdet i en specifik branche. Bundlinjen må være, at du ikke skal straffes økonomisk for at have taget overarbejde under pandemien, uanset om du er sygeplejerske eller chauffør, siger Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti.

Ifølge kilder tæt på forhandlingerne har partierne diskuteret flere modeller for, hvordan førtidspensionister med partnere i corona-frontlinjen kan fritages for skattesmæk.

En model gik tilsyneladende på, at det kun var partnere til sundhedspersonale såsom sygeplejersker, sosu-assistenter og portører, der skulle fritages for modregning i førtids- og folkepensionen.

Vil hæve fradrag for pensionister

Den nye model for fritagelse i partner-modregningen kommer efter sigende til at fungere ved, at førtids- og folkepensionister indberetter såkaldte “corona-relaterede ekstravagter” til Udbetaling Danmark.

Dette beløb skal så indgå i beregningen, når pensionen hvert år bliver korrigeret i forhold til partnerens indkomst – det er her, man som pensionist i dag risikerer et skattesmæk, hvis ens partner har tjent for meget.

– Det er det, vi har foreslået regeringen fra starten, og det er jo rart, at der nu bliver lyttet. Det er vigtigt, at det er så nemt som muligt for den enkelte pensionist at undgå uretfærdig modregning, siger Bent Bøgsted.

Partiet har også foreslået at hæve bundfradraget, altså beløbet før der sker modregning i partnerens pension, fra 122.500 til 175.000 kroner.

Det har regeringen dog angiveligt valgt ikke at gå videre med.

Partierne er indkaldt til møde torsdag morgen med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), hvor forventningen er, at den endelige model falder på plads.

Inden da skal Folketinget dog behandle et beslutningsforslag fra Venstre, der ligeledes vil sløjfe partnermodregningen i pensionsreglerne.

Derudover har SF kaldt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i samråd onsdag på spørgsmålet om skattesmæk til førtidspensionister på grund af corona-overarbejde.

A4 Arbejdsliv arbejder på at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

Først publiceret: 24. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret 14. maj 2021 kl. 15:16

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og