Pas på fupopkald om din pension
Ældre får opringninger fra person, der hævder, at han er fra Udbetaling Danmark og at pensionen er forsinket. Det er et svindelnummer, advarer politiet.
Afbryd opkaldet.
Det er rådet fra politiet til ældre.
Netop får politiet flere anmeldelser fra flere ældre, der er blevet ringet op af en eller flere personer, der udgiver sig for at være fra Udbetaling Danmark.
I telefonen oplyser en mandlig person, at for at pensionen skal nå at blive udbetalt rettidigt i denne måned, er han nødt til at have oplysning om kode og NemID.
Blandt dem, der har været udsat for opkaldet en 77-årig kvinde fra Nykøbing F.
Hun afviste dog manden og udleverede ikke sine personlige oplysninger.
Politiet advarer om opkaldene:
”Giv aldrig oplysninger om cpr-nummer, NemID eller pinkoder til folk, der ringer. Hverken Udbetaling Danmark, kommuner eller politiet ringer og anmoder om den type oplysninger, så vær ekstra på vagt over for den slags fupopkald. Oplysningerne er jo af helt personlig og fortrolig karakter,” lyder det fra politiet, der opfordrer:
“Afbryd forbindelsen og ring i givet fald til politiet på tlf. 1-1-4.”
10 klamme ting, der kan ske i din bolig
Først publiceret: 29. juli 2020
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 14:46