Kæmpe interesse for gratis seniorhåndbog
Der måtte hentes flere stole til et stopfyldt arrangement, da pensionister strømmede til for at få en gratis seniorhåndbog i Holstebro. Kæmpe interesse for håndbogen over hele landet. Anbefaling: Tilmeld dig nu.
”Vi måtte ud og hente stole fra andre mødelokaler, så alle kunne komme til at sidde ned,” fortæller en overrasket formand for Faglige Seniorer Vestjylland, Leif Herman Carøe.
Tilstrømningen var overvældende, men heldigvis var der plads til alle, da Faglige Seniorer tirsdag som et af de første steder i landet uddelte den populære seniorhåndbog gratis til folkepensionister, førtidspensionister og efterlønnere.
Der er en kæmpe interesse for at få håndbogen og høre om seniorers rettigheder.
Leif Herman Carøe, formand, Faglige Seniorer vestjylland
Det skete i 3F’s fagforeningshus i Holstebro.
Omtale i lokale presse
I alt mødte 120 op og fik en gratis håndbog, en kop kaffe og hørte direktør Palle Smed fra Faglige Seniorer fortælle om håndbogen. Og så var der også chance for at vinde brunch for to, hvis man tilmeldte sig Faglige Seniorers nyhedsbrev.
”Der er en kæmpe interesse for at få håndbogen og høre om seniorers rettigheder. Mange ser vi for første gang, og i år var det ekstra spændende, fordi nye medlemmer fra BUPL og folkeskolelærere også var mødt op,” fortæller Leif Herman Carøe.
Senere samme dag var han videre til endnu et arrangement, hvor Seniorhåndbogen blev uddelt gratis i Herning. Her var 60 mødt op.
”Den lokale presse har været flinke til at omtale arrangementerne, og det har helt sikkert givet en øget interesse. Det betyder også, at mange møder op uden at være tilmeldt,” forklarer Leif Herman Carøe.
Også Faglige Seniorer i Thy-Himmerland-Mors melder om stor interesse for arrangementerne med uddeling af Seniorhåndbogen.
“Vi har haft over 100 deltagere og har udleveret 150 håndbøger. Det er meget populært,” konstaterer Erik Jensen, konsulent i Faglige Seniorer.
Mange spørgsmål
Faglige Seniorers direktør Palle Smed er yderst tilfreds med, at så mange er mødt op for at få en gratis seniorhåndbog.
”Der er mange spørgsmål blandt seniorerne om deres muligheder samt til lovgivning og regler, som mange opfatter som utroligt komplicerede. Det viser, at der er behov for Seniorhåndbogen,” siger han.
Helt frem til og med 12. februar bliver der holdt flere arrangementer rundt i landet, hvor Seniorhåndbogen udleveres gratis.
“Interessen for at deltage er stor over hele landet, så jeg anbefaler at man tilmelder sig hurtigst mulig,” siger Palle Smed.
Først publiceret: 28. januar 2020
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 16:10