Pas på fælderne, hvis du overvejer at tage et lån i din friværdi

Tager du et nedsparingslån i din friværdi eller en kassekredit, risikerer du at gå glip af både ældrecheck og helbredstillæg. Se her, hvad det betyder for dig.

Man kan ikke leve af mursten, men mange seniorer sparer op i boligen for at have lidt ekstra, når de går på pension. Måske har din bank også opfordret dig til at tage et nedsparingslån, hvis din friværdi er høj nok.

Men selv om et lån i friværdien kan virke tillokkende, skal du passe på konsekvenserne, når du er pensionist. Især hvis du får ældrecheck og helbredstillæg.

En friværdi tæller nemlig som likvid formue og den skal Udbetaling Danmark se på, når de beregner om du kan få ældrecheck og helbredstillæg.

Det kan måske virke lidt mærkeligt, fordi din formue er jo egentligt ikke vokset. Du har taget et lån. Men sådan er reglerne.

Kassekredit kan også være formue

Du skal også være opmærksom på, at det også gælder for kassekredit med sikkerhed i din bolig. Det anses også som likvid formue.

En almindelig kassekredit uden sikkerhed i din bolig tæller derimod ikke som formue. Renten vil typisk være højere. Du bør derfor sammenligne låneudgifterne med, hvad du mister i ældrecheck og helbredstillæg.

Grænsen for likvid formue er:

93.000 kroner (2022) for en enlig

og det samme beløb

93.000 kroner (2022) tilsammen for et ægtepar.

Så meget mister du

Hvis du er berettiget til ældrecheck vil du miste 18.600 kroner (2022), hvis du har en tillægsprocent på 100. På 5 år bliver det til 93.000 kroner for en enlig og 186.000 kroner for et ægtepar.

Beregn, hvor meget det betyder for dig, hvis du mister din ældrecheck

Du kan også miste dit helbredstillæg. Her kan du beregne, hvor meget du mister

Er du kommet over formuegrænsen?

Hvis din formue er højere end 93.000 kroner (2022), har du flere muligheder:

  1. Du kan bruge pengene og forsøde dit liv, så du når under grænsen på de 93.000 kroner (2022) den 1. januar.
  2. Du kan give dine børn en skattefri pengegave på op til 69.500 kroner om året (2022)
  3. Du kan oprette en aldersopsparing, hvor du kan indsætte 54.200 kroner om året (2022) for hver ægtefælle. Udbetalinger fra aldersopsparing modregnes nemlig ikke i offentlige ydelser.

Likvid formue

Din likvide formue opgøres hvert år den  1. januar.

Når man skal opgøre din formue, kigger man på:

  • Hvor meget du har stående på din bankkonto.
  • Hvad du har af kontanter (kontant beholdning).
  • Værdien af aktier, obligationer, investeringsbeviser og andre værdipapirer.
  • Om du har en kassekredit med sikkerhed i fast ejendom.

Det kaldes samlet din likvide formue.

Dette tæller IKKE med i din likvide formue:

  • Almindelig kassekredit, som ikke har sikkerhed i fast ejendom.
  • Fast ejendom.
  • Bil, campingvogn m.v.
  • Ting du ejer for eksempel et værdifuldt arvestykke.
  • Erstatning for ulykke eller sygdom
  • Opsparing hos Lønmodtagernes Dyrtidsfond, arbejdsmarkedspension, aldersopsparing og lignende pensionsordninger.

Spørg socialrådgiveren om formue og tillæg

I Faglige Seniorers brevkasse kan du spørge socialrådgiver Carsten Riis om pension, formue og tillæg og andre sociale spørgsmål.

Spørg socialrådgiveren

 

Først publiceret: 25. september 2018
Artiklen er sidst opdateret 13. juni 2022 kl. 9:59

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og