Så meget må du tjene som pensionist, uden det går ud over din pension

Som pensionist har du både mulighed for almindeligt lønarbejde og for at tjene penge skattefrit. Se, hvor meget du må tjene.

Du må gerne arbejde, når du får folkepension.

Men hvor meget du får i pension og tillæg afhænger af, hvor meget du tjener.

Hvor meget må jeg tjene ved siden af folkepensionen?

Du må tjene op til 122.004 kroner om året (2022), når du får folkepension, uden at blive sat ned i pensionstillæg eller tillægsprocent, men lønnen kan have betydning for din boligydelse. Beløbet er efter AM-bidrag.

Bundfradraget på 122.004 kroner om året (2022) gælder for et helt kalenderår fra januar til december. Så du kan for eksempel godt arbejde på fuld tid i et par måneder og holde fri resten af året.

Det år, du går på folkepension, gælder der særlige regler. Bundfradraget bliver tilpasset det antal måneder, du er på folkepension. Går du for eksempel på folkepension i august, er dit bundfradrag for 5 måneder. Det vil sige 50.835 kroner.

De 122.004 kroner om året (2022) gælder for ”personligt arbejde”. Det vil sige:

  • Indkomst fra løn
  • Fratrædelsesgodtgørelse, der bliver udbetalt og beskattet efter overgang til folkepension
  • Den sidste efterløn, der bliver udbetalt og beskattet efter overgang til folkepension
  • Indkomster fra egen virksomhed
  • Honorarer og mødediæter

Hvordan bliver min pension nedsat, hvis jeg arbejder?

Folkepensionen består af et grundbeløb og et pensionstillæg. Det er forskelligt, hvor meget du må tjene, før grundbeløbet og pensionstillægget bliver sat ned.

Hvordan påvirker arbejde grundbeløbet?

Dit grundbeløb kan blive sat ned, hvis du arbejder og tjener 348.700 kroner om året (2022). Grundbeløbet bortfalder helt, hvis du  tjener mere end 610.500 kroner om året (2022). Beløbet er efter AM-bidrag.

Hvordan påvirker arbejde mit pensionstillæg og personlig tillægsprocent?

Hvis du tjener mindre end 122.004 kroner om året (2022) kroner om året, påvirker din arbejdsindtægt ikke dit pensionstillæg eller din personlige tillægsprocent.

Pensionstillægget: Bliver sat ned ved indkomst på Bortfalder ved indkomst over
Enlig 89.700 kroner (2022) 379.900 kroner om året (2022)
Samlevende med pensionist 179.700 kroner (2022) 464.700 kroner om året (2022)
Samlevende med ikke-pensionist 179.700 kroner (2022) 322.200 kroner om året (2022)

Tjener du mere end 348.700 kroner om året, så læs her, om hvordan du udskyder din folkepension

Hvad skal jeg betale i skat af  min folkepension?

Du skal betale skat af din folkepension men ikke AM-bidrag.

Har du arbejdsindtægt, skal du betale skat og AM-bidrag af hele din løn.

Din pension bliver beregnet på baggrund af din forskudsopgørelse. Derfor er det vigtigt, at din forskudsopgørelse altid er opdateret med dine seneste indkomster.

Hvor kan jeg beregne, hvordan et arbejde vil påvirke mine tillæg?

På hjemmesiden seniorhåndbogen.dk har vi samlet en række beregnere, hvor du kan beregne din økonomi som senior.

Størrelsen på dine ydelser som pensionist afhænger af, om du er enlig, gift eller samlevende, og hvilke andre indtægter du har.

Beregn din personlige tillægsprocent her

Beregn dit pensionstillæg her 

Beregn din boligydelse her

Beregn dit varmetillæg her 

Beregn dit helbredstillæg her 

Kan jeg tjene penge skattefrit som pensionist?

Du må tjene 11.900 kroner om året (2022) skattefrit, hvis du arbejder i private hjem for private personer.
De 11.900 kroner om året (2022) skattefrit må du tjene oveni de 122.004 kroner om året (2022), og de påvirker ikke beregningen af dit pensionstillæg.

Læs mere om reglerne for at tjene 11.900 kroner skattefrit her

Kan jeg tjene penge skattefrit på udlejning af bolig og sommerhus?

Du må tjene 30.300 kroner (2022) skattefrit på udlejning af værelse eller din bolig og hele 43.200 kroner om året (2022) skattefrit på udlejning af sommerhus.

Denne skattefri indtægt påvirker ikke din pension.

Se reglerne her for indtægt ved udlejning af sommerhus og bolig her

I 2023 er det slut med modregning af arbejdsindtægt

Et politisk forlig fra januar 2022 betyder, at det fra næste år bedre kan betale sig at arbejde, når man er folkepensionist, og helbredet kan holde til det.
Fra 1. januar 2023 bliver din arbejdsindtægt ikke modregnet i folkepensionens grundbeløb og pensionstillægget.

1. januar 2023 er det også slut med modregning af ægtefælles eller samlevers arbejdsindtægt i folkepension, seniorpension eller førtidspension.

Se her, hvad det betyder for dig.

Først publiceret: 10. september 2018
Artiklen er sidst opdateret 13. juni 2022 kl. 14:03

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , og