9 kontante råd til den perfekte ferie
Skal du på ferie til udlandet til sommer? Og vil du have en perfekt ferie uden økonomiske problemer? Her er bankens råd, der hjælper dig godt på vej.
Det er slap-af-tid – og sådan skulle det gerne være hele tiden, når du tager på sommerferie. Se her, hvordan du forbereder dig, så du undgår de økonomiske fælder, hvis du rejser til udlandet.
Her er 9 kontante tip fra Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.
1. Tag kontanter med
Tag en lille sum penge med i kontanter, når du rejser ud, så du har lidt ”start-kapital”.
2. Tag et ekstra kreditkort med
Tag to kreditkort med på ferien, så du har et ekstra kort, hvis det første bliver stjålet, eller hvis du når det maksimale forbrug.
3. Vær opmærksom på max-beløb
På Visa/Dankort kan du ”kun” bruge 25.000 kroner pr. måned – og det kan hurtigt løbe op, hvis hotel og biludlejer reserverer beløb på kortet til eventuelle skader.
4. Kreditkort hver for sig
Når du ankommer til hotellet, så adskil de to kreditkort, så det ene bliver tilbage for eksempel i et pengeskab sammen med de kontanter, du ikke har brug for at have på dig. På den måde slipper du for at miste alle kontanter og kort, hvis uheldet er ude.
5. Har du mistet dine penge?
Er du uheldig at miste begge kreditkort og kontanter, er den hurtigste måde at få fremskaffet kontanter at få venner eller familie til at overføre penge til dig via for eksempek Western Union. Det kræver dog, at du stadig har legitimation, som du kan fremvise.
Ellers vil det også være en rigtig god idé at tage fat i din rejsearrangør, hvis du rejser med et rejseselskab. De kan de helt sikkert også være behjælpelige i en sådan situation.
6. Spær dit kort og kontakt politiet
Mister du dit kreditkort, skal du naturligvis spærre det så snart, du bliver opmærksom på at det er væk. Sørg for at melde det bortkommet til politiet. På den måde står du bedre, hvis kriminelle når at hæve penge på dit kort.
7. Betal gerne kontaktløs
På mange af populære rejsemål i Europa er der som regel ingen problemer med at betale med kreditkort. Og betal gerne kontaktløst, så garderer du dig ekstra mod svindel, fordi pinkoden ikke skal benyttes ved mindre beløb.
8. Hæv mange kontanter på en gang
Har du behov for at hæve kontanter, så hæv en større portion af gangen, da det typisk koster 30 kroner pr. gang at hæve med et Visa/Dankort og/eller Mastercard Cash.
9. Hæv i den lokale valuta
Mange af automaterne i udlandet spørger, om du vil veksle til danske kroner med det samme eller hæve i den lokale valuta. Selvom det kan være rart at kende beløbet i danske kroner med det samme, er det typisk dyrere at hæve penge på denne måde, da valutakursen typisk er dårligere. Som udgangspunkt er anbefalingen, at du hæver kontanter i den lokale valuta.
God ferie – når du kommer dertil.
Først publiceret: 14. maj 2018
Artiklen er sidst opdateret 14. maj 2021 kl. 15:14