81-årige Hans Otto Bisgaard kæmper for sin kræftramte hustru

Hans Otto Bisgaard var for første gang i år ude i offentligheden med sin hustru, Hanne, og her satte han ord på deres kamp.

Hans Otto Bisgaard

Hans Otto Bisgaard. Foto: Nicolai Lorenzen/Ritzau Scanpix

Det er ikke længere meget, man ser til Hans Otto Bisgaard ude i offentligheden.

I stedet bruger den 81-årige radio- og tv-legende sin tid derhjemme sammen med sin kræftramte hustru, Hanne.

Forleden var både Hans Otto og Hanne dog ude for første gang i år, og her gav han et indblik i familiens hårde kamp.

Det skriver HER&NU.

Mistede sønnen

I 2015 ramte tragedien Hans Otto Bisgaard og hustruen Hanne, da deres søn, Jeppe Bisgaard, blev diagnosticeret med kræft i hjernen.

Familien fik at vide, at den var uhelbredelig, og at hvis Jeppe var heldig, så kunne han leve med den i tre år. Tre år var også det, som sønnen fik, og han gik bort i 2018 blot 47 år gammel.

Som om det ikke var forfærdeligt nok for familien, så ramte en ny tragedie dem ikke længe efter. Denne gang var det Jeppes mor, der blev diagnosticeret med kræft.

I begyndelsen af måneden afholdt Det Danske Akademi for rock og populærmusik en prisoverrækkelse i København, og i den anledning var Hans Otto og Hanne at finde på den røde løber.

Her fortalte Hans Otto den fremmødte presse, at tiden går med Hannes livsvigtige behandlinger. De forsøger dog stadig at holde modet oppe.

“Vi brugte et par år på vores søns sygdom, og for at det ikke skal være løgn, så fik Hanne kræft, da han døde. Der er også lige gået et par år med det, og der går stadig tid med det. Vi har været til Hannes kemo tidligere i dag. Så det er et meget varieret program. Vi tager en gang kemo, og så får vi noget rock’n roll,” lød det fra radio- og tv-legenden, skriver ugebladet.

I forlængelse kunne Hans Otto også fortælle, at parret netop har kunnet fejre deres 60-års jubilæum, og at det blandt andet er musikken, der er med til at binde dem sammen.

Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.

Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.

Først publiceret: 21. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret 21. oktober 2026 kl. 13:54

Se, hvad vi ellers skriver om: