Dirch Passer afslørede traume fra barndommen inden sin død
Dirch Passer var kendt for at få danskerne til at le, men få år inden sin død delte han et traume fra barndommen, som han ikke kunne slippe.
Det kan undre mange, hvordan nogle af de største legender har kunnet levere de præstationer, som de nu har.
Herhjemme står Dirch Passers navn stadig skarpt som et af de største komiske genier i dansk filmhistorie.
I årtier fik skuespilleren folk til at grine, hvad end det var klædt ud i alverdens kostumer i filmen “Mig og Mafiaen” eller som en stor baby i sparkedragt i en hoppegynge på scenen i nummeret “Op Å Då”.
Der skal selvfølgelig ikke herske nogen tvivl om, at Dirch havde et gudsbenådet talent, som stadig er sjældent i branchen.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Dirch var yderst hårdtarbejdende.
Alligevel var der også et ekstra element, som de færreste nok kendte til, som også medvirkede til hans måde at spille forskellige roller på.
Ifølge Dirch skyldtes det et traume fra hans barndom, som han stadig huskede tydeligt som voksen. Så tydeligt, at han fortalte om det i 1974, da han medvirkede i et portrætprogram for DR.
“Der var en, der hed Tosse-Anna, en ældre jomfrunalsk dame med knappede spidsstøvler; næsten en parodi på en gammel tante.”
“Vi drenge løb og hujede rundt omkring hende, og hun lo og smilede altid. Jeg var ikke klar over, at hun var det, der hed ‘tosset’ dengang.”
“Jeg fik simpelthen et chok”
Dirch fortæller, at kvinden ud af det blå rejste sig op og gav ham en lussing.
“Pludselig gik hun lige hen mod mig og langede mig en på kinden, så jeg dejsede om i rendestenen og trillede hen ad gaden. Og hun gjorde det med et stort smil. Jeg tænkte ikke så meget over det før nogle dage senere, da vi legede ettagfat på Kongens Nytorv.”
I programmet fortalte Dirch, at hans familie begyndte at lægge mærke til, hvordan hans adfærd ændrede sig, når kvinder nærmede sig ham, når han gik på gaden.
“Så sad der en en køn lyshåret dame på omkring de 30 år, og vi har sikkert irriteret hende ved at lege rundt om hende. Pludselig rejste hun sig op med et stort smil og smak mig sådan én. Da skete der et eller andet inden i mig. Jeg fik simpelthen et chok. I to år bagefter blev jeg skygget af mine forældre og mine tanter, fordi jeg gik rundt midt på gaden. Hver gang jeg så en dame, der smilede, fór jeg over “på den anden side, red.). Jeg krydsede siksak hele København igennem, når jeg var ude at lege.”
“En psykiater kunne nok få meget ud af det”
Selvom det var mange år siden, så mente Dirch, at det havde en betydning for hans måde at spille skuespil på og hans valg af skøre roller.
“Siden har jeg haft noget med sindssyge og patologiske roller, som jeg tror, på en mærkelig abstrakt måde stammer tilbage fra det. Jeg er selv blevet sådan lidt mærkelig, fordi når man spiller de ting, man gør så stærkt, som jeg gør det, så skal man have lidt af en troldsplint eller lidt galskab. Jeg vil nødig gøre – men man skal lige kante den derhenad, og jeg tror, historien har sat sine spor på en eller anden måde.”
Det var egentlig aldrig noget, han havde behov for at tale om, men Dirch var sikker på, at en professionel nok godt kunne have analyseret sig frem til, hvad det betød for hans arbejde.
“En psykiater kunne nok få meget ud af det,” tilføjede han dengang.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 28. august 2026
Artiklen er sidst opdateret 28. august 2026 kl. 13:34
