Valomanden imponerede med sin superhjerne: Nu er der trist nyt
Martin Gunnarsen tog hele Danmark med storm i 2001 og blev kendt som Valomanden. 25 år senere er der trist nyt om ham.
Det er måske ikke alle, der stopper op og tænker, hvis du nævner navnet Martin Gunnarsen.
Måske begynder en klokke dog at ringe, hvis du nævner “Samler-Martin”, og du kan være stensikker på, at de fleste kender “Valomanden”.
Navnet modtog Martin, da han tilbage i 2001 fremviste sin imponerende samling af Valopakker i dokumentaren “Valomanden”.
Som treårig var det egentlig benzinmærker, der fangede Martins interesse, og som femårig var det i stedet broer.
Som otteårig blev det så Valosæbepakker, og det var også denne interesse, som gjorde ham landskendt for 25 år siden.
Hvis du kender historien om Valomanden, så ved du også, at der gemte sig meget mere bag den store samling af vaskepulver.
Martin Gunnarsen blev nemlig landskendt for sin hjerne, som flere sammenlignede med en supercomputer.
Martin havde således ikke behov for togplaner, telefonbøger eller kalendere – i stedet havde han det hele i hovedet.
Som barn blev han af lægerne kaldt åndssvag, men med årene fik han i stedet en anden diagnose – autisme.
I 2022 fik danskerne et gensyn med Martin, da han skulle bearbejde sorgen over sin mors død, og nu vender han tilbage på tv.
Desværre er der ikke tale om et hyggeligt 25-års jubilæum, som man ellers havde håbet på med Martin, som i dag er 70 år gammel.
Har fået Alzheimers
I stedet er der også nu tale om en trist årsag, da Martin har fået diagnosen Alzheimers.
Det kommer frem i det nye TV 2-program, der har fået titlen “Martin – en superhjerne forsvinder”.
Om programmet skriver TV 2 følgende:
“Martin har autisme og er kendt for sin enorme viden om alt fra Valopakker til togtider og plademærker. Nu jagter han en sjælden Beatles-plade, og samtidig har hans liv taget en drejning, der vil komme til at forandre alt.”
De har ligeledes delt et lille klip fra dokumentaren, som båder viser hans hjernes imponerende evne og triste skæbne.
I videoen viser Martin Gunnarsen eksempelvis et puslespil på 1500 brikker, som han har samlet på små 30 minutter.
Omvendt ser vi ham også tage en hukommelsestest, hvor det er tydeligt, at han kæmper med at nævne de dyr, som han kender.
Du kan se “Martin – en superhjerne forsvinder” på TV 2 Play.
Vil du læse flere af vores historier? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev HER.
Du kan også være en del af fællesskabet og følge os på Facebook HER.
Først publiceret: 8. april 2026
Artiklen er sidst opdateret 8. april 2026 kl. 13:29