Disse aktiviteter kan udsætte alzheimers med op til fem år
En stor ny undersøgelse peger på, at det, du fylder dit liv med – fra barndommen og frem – kan få betydning for, hvornår alzheimers viser sig. Forskere taler om en forskel på helt op til fem år.
Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet Neurology og omfatter 1.939 personer med en gennemsnitsalder på 80 år.
Deltagerne blev fulgt i omkring otte år, og forskerne så på deres mentale udvikling i forhold til de aktiviteter, de havde haft gennem livet.
Resultatet var markant, skriver The Washington Post.
De 10 procent, der havde været mest mentalt aktive, fik i gennemsnit alzheimers som 94-årige.
I den mindst aktive gruppe var gennemsnitsalderen 88 år.
Ved mild kognitiv svækkelse var forskellen endnu større: 85 år mod 78 år.
Det handler om mere end tidsfordriv
Forskerne har opdelt livet i tre faser og undersøgt, hvilke aktiviteter der kendetegnede deltagerne.
I barndommen gjaldt det blandt andet at blive læst højt for, selv læse bøger, have adgang til aviser og atlas i hjemmet samt lære et fremmedsprog i flere år.
I midtlivet handlede det om at læse og skrive, have adgang til bøger og opslagsværker og for eksempel besøge museer.
Senere i livet var det aktiviteter som krydsord, skak og brætspil, der blev forbundet med en senere udvikling af sygdom.
Ifølge forskerne kan den samlede mængde mental stimulering gennem livet være med til at styrke hjernens såkaldte “kognitive reserve” – altså hjernens evne til at kompensere for forandringer og skader.
Håbefuldt budskab
Næsten 1.000 af deltagerne donerede deres hjerner til forskning efter deres død.
Selv når forskerne kunne se de samme fysiske tegn på alzheimers i hjernen, klarede de mest mentalt aktive sig bedre i kognitive tests, mens de levede.
En af forskerne bag studiet, Andrea Zammit fra Rush University Medical Center i Chicago, siger:
“Så længe du konstant søger viden og ønsker at lære, er det det, vi ser som vigtigt her”.
Undersøgelsen viser en sammenhæng og ikke en direkte årsag.
Men deltagerne med det mest aktive liv havde 38 procent lavere risiko for at udvikle alzheimers og 36 procent lavere risiko for mild kognitiv svækkelse.
Det er aldrig for sent
Nogle af aktiviteterne kræver tid og ressourcer. Men ifølge forskerne er selve det at holde sig mentalt i gang noget, de fleste kan arbejde med uanset baggrund.
Selvom verden er blevet digital, er princippet det samme: At læse, lære nyt, spille spil, engagere sig socialt og holde hjernen i gang kan være med til at skubbe sygdommen flere år ud i fremtiden.
Og netop de år kan gøre en stor forskel – både for den enkelte og for familien.
Deltager du i aktiviteter, der holder hjernen i gang?
Først publiceret: 27. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 3. marts 2026 kl. 14:49