Tvivl om fødevarecheck til pensionist-ægtepar fejet af bordet

Mange pensionister har været i tvivl om reglerne for fødevarechecken, hvis man er et ægtepar med en formue på over 350.000 kroner. Nu svarer ministeriet.

Nu er det afklaret, at fødevarechecken udbetales, selv om partneren har en formue på på over 350.000 kroner.

Folkepensionist-ægtepar kan begge få den skattefri fødevarecheck på 2.500 kroner – også selv om parrets samlede formue overstiger 350.000 kroner. Det afgørende er, at hver pensionist for sig har en registreret likvid formue på højst 350.000 kroner.

Det skriver Beskæftigelsesministeriet i et svar til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

“Det er alene den personlige registrerede formue, der har betydning,” fremgår det af svaret.

Dermed er den tvivl, som mange pensionister har henvendt sig med, nu ryddet af vejen.

Hundredvis af spørgsmål

Hos Faglige Seniorer har organisationens socialrådgivere modtaget hundredvis af spørgsmål fra medlemmer, der har været usikre på, om formuegrænsen skulle opgøres samlet for ægtepar.

Fødevarechecken udbetales som et skattefrit engangsbeløb på 2.500 kroner til folkepensionister, der fik udbetalt pension i november 2025 og ligger under formuegrænsen på 350.000 kroner.

Beløbet modregnes ikke i pensionstillæg, boligydelse eller andre ydelser.

Udbetalingen forventes at ske i maj 2026, hvis lovgivningen vedtages som planlagt.

Checken udbetales automatisk, og der skal ikke søges.

Her betyder formuen ikke noget

Også førtidspensionister, seniorpensionister og efterlønsmodtagere er omfattet af fødevarechecken.

For disse grupper er betingelsen, at man modtog en offentlig forsørgelsesydelse i november 2025. Her får modtageren checken uden skelen til eventuel formues størrelse.

Fødevarechecken er en del af en bred politisk aftale mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, der samlet afsætter 4,5 milliarder kroner i 2026 til økonomisk hjælp til grupper, der er hårdt ramt af de høje fødevarepriser.

Læs faktaark Skattefri check til folkepensionister

Først publiceret: 17. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 17. februar 2026 kl. 7:19

Se, hvad vi ellers skriver om: