Coop dumper prisen på mælk og smør
Priserne på mere end 200 mejeriprodukter falder nu i Coops butikker. Det gælder både almindelige og økologiske varer og betyder lavere priser på blandt andet mælk og smør.
Det bliver nu billigere at købe mælk, smør og andre mejeriprodukter i Coops butikker. Dagligvarekoncernen Coop Danmark A/S har sænket priserne på mere end 200 varer på tværs af kædens butikker.
Prisfaldene gælder både konventionelle og økologiske mejeriprodukter og svarer samlet set til mere end 100 millioner kroner.
Det betyder lavere priser i SuperBrugsen, Kvickly, Brugsen og 365discount.
Økologi? Samme pris
Ifølge Coop hænger prisfaldene sammen med, at afregningspriserne til landmændene er faldet over de seneste måneder. Det har reduceret Coops indkøbspriser på konventionel mælk – og det slår nu igennem på hylderne.
Samtidig vælger Coop også at sænke priserne på økologiske mejeriprodukter, selv om afregningspriserne her ikke er faldet tilsvarende. Det sker i samarbejde med Thise Mejeri.
“Vi ønsker ikke, at prisforskellen til den økologiske mælk bliver for stor. Derfor har vi besluttet sammen med vores gode samarbejdspartner, Thise Mejeri, at investere et betydeligt millionbeløb i lavere priser på de økologiske mejeriprodukter,” siger Coops kategoridirektør Lars Rasmussen.
Han oplyser samtidig, at der kan komme yderligere prisfald fremover, hvis råvarepriserne fortsætter ned.
Så meget falder prisen
Blandt de konkrete prisnedsættelser er, at en liter konventionel minimælk i 365discount er faldet fra 13,50 kroner til 11,50 kroner. En liter økologisk Änglamark minimælk fra Thise er sat ned fra 13,95 kroner til 12,95 kroner.
Også smør er blevet billigere. En pakke Lurpak er sat ned fra 32,95 kroner til 27,95 kroner, mens en pakke økologisk Thise smør er faldet fra 29,95 kroner til 26,95 kroner.
Prisfaldene på de økologiske produkter trådte i kraft fra tirsdag 10. februar.
Først publiceret: 12. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 12. februar 2026 kl. 7:18