Fødevarecheck til folkepensionister
Se svar på de mest almindelige spørgsmål om fødevarechecken til folkepensionister.
Fødevarechecken til folkepensionister er på 2.500 kroner og forventes udbetalt i maj 2026.
Hvem kan få fødevarechecken til folkepensionister?
Hvis du fik folkepension i november 2025, kan du få en fødevarecheck, hvis din formue er under 350.000 kroner.
Kan fødevarechecken blive modregnet i mine andre ydelser?
Nej, engangsbeløbet vil ikke indgå i beregningen af pension eller andre ydelser.
Hvornår kommer fødevarechecken til folkepensionister?
Fødevarechecken forventes at blive udbetalt til maj, hvor den vil gå ind på din NemKonto.
Hvordan opgøres formue, når folkepensionister skal have fødevarecheck?
Har du en likvid formue på mere end 350.000 kroner, kan du ikke få fødevarechecken.
Der er endnu ikke nogen vejledning, men som det ser ud lige nu, så er de 350.000 kroner også den samlede formuegrænse for gifte og samlevende.
Når myndighederne ser på din likvide formue, bruger de som udgangspunkt de oplysninger, der er indberettet til Skattestyrelsen og fremgår af din årsopgørelse.
Likvid formue er de penge, du hurtigt kan bruge. Det er altså penge, der står klar og kan bruges med det samme – uden at du først skal sælge noget.
Likvid formue omfatter typisk:
- penge på bankkonti (lønkonto, opsparing, budgetkonto m.m.)
- værdipapirer, som er lette at sælge, for eksempel obligationer og investeringsbeviser
Likvid formue omfatter ikke:
- værdien af din bolig, sommerhus eller bil
- indbo og andre ejendele
- din arbejdsmarkedspension og øvrige pensionsopsparing tæller heller ikke med i opgørelsen af likvid formue.
Får man en lavere fødevarecheck, hvis man er på brøkpension?
Det står ikke direkte i aftalen, om man får en lavere check, hvis man er på brøkpension, men det forventer vi ikke, fordi det vil være mere besværligt at administrere.
Men vi kan være helt sikre, når vejledningen forhåbentlig er landet fra ministeriet – formentlig i april.
Kan man få en fødevarecheck, hvis man bor i udlandet?
Det står ikke direkte i aftalen, om man kan få fødevarechecken, hvis man bor i udlandet. Vi kan være helt sikre, når vejledningen forhåbentlig er landet fra ministeriet – formentlig i april.
Kan jeg både få fødevarecheck som folkepensionist og som børnefamilie?
Hvis du har børn under 18 år og har en indtægt på under 498.200 kroner årligt, kan du få et engangsbeløb for ét barn pr. familie. Indtægtsgrænsen gælder for hver forældre.
Fødevarechecken for børnefamilier er 5.000 kroner.
Hvis du også får en skattefri check på 2.500 kroner, fordi du er folkepensionist eller ydelsesmodtager, vil du kun få udbetalt en halv skattefri check til børnefamilier (2.500 kroner), så du højst kan modtage 5.000 kroner i alt
Fødevarechecken til børnefamilier bliver udbetalt som en ekstra udbetaling af børne- og ungeydelsen på op til 5.000 kroner for det yngste barn. Hvis børne- og ungeydelsen deles mellem forældrene, deles den skattefri check også, og forældrene får 2.500 kroner hver, hvis de begge har en indkomst under grænsen.
Fødevarechecken
Fødevarechecken er et skattefrit engangsbeløb, som udbetales i 2026. Formålet er at give ekstra økonomisk hjælp i en tid med høje fødevarepriser.
Som folkepensionist kan du få 2.500 kroner, hvis du fik udbetalt pension i november 2025 og har en registreret likvid formue på højst 350.000 kroner.
Førtidspensionister, seniorpensionister, efterlønsmodtagere og andre ydelsesmodtagere får også 2.500 kroner, hvis de modtog deres ydelse i november 2025.
Pengene er skattefri, udbetales automatisk og påvirker ikke pensionstillæg, boligydelse eller andre offentlige ydelser.
Udbetalingen forventes at ske i maj 2026, hvis lovgivningen vedtages som planlagt.
Læs mere om, hvad fødevarechecken betyder for dig som pensionist
Tidsplan for udbetaling af fødevarecheck
- Januar 2026: Politisk aftale indgået
- Januar – marts 2026: Lovgivningen udarbejdes og sendes i høring
- Marts 2026: Lovforslaget fremsættelse til afstemning i Folketinget
- Maj 2026: Udbetaling af skattefri check til folkepensionister ydelsesmodtagere og studerende
- Juni 2026: Udbetaling af fuld skattefri check til børnefamilier
Læs også om:
Fødevarecheck for efterlønnere
Fødevarecheck for pensionister på Tidlig Pension
Fødevarecheck for førtidspensionister og seniorpensionister
Først publiceret: 10. februar 2026
Artiklen er sidst opdateret 10. februar 2026 kl. 7:29