App slår rekorder: Hjælper danskere med at undgå varer fra USA
To unge mænd fra Mors har skabt en app, der lige nu ligger helt i top på hitlisterne. Den hjælper forbrugere, der ønsker at fravælge amerikanske produkter.
Der findes efterhånden en app til det meste. Men en ny danskudviklet app, UdenUSA, skiller sig ud.
Den gør det muligt at scanne varer i supermarkedet og hurtigt se, om produktet har amerikansk oprindelse.
Bag appen står 21-årige Jonas Pipper og hans ven Malthe Hensberg fra Mors, skriver TV 2.
De to unge kammerater begyndte at udvikle appen for ni måneder siden, men det er først for nylig, at interessen er eksploderet.
Især efter debatten om forholdet mellem Danmark, Grønland og USA igen er blusset op.
Nu topper UdenUSA hitlisten over gratis apps i kategorien “Værktøjer” på Apple App Store og har overhalet velkendte apps som MitID og Sundhedskortet.
Mange danskere fravælger amerikanske varer
Ifølge en Megafon-undersøgelse fra marts 2025 har næsten halvdelen af danskerne – 47 procent – bevidst undgået amerikanske varer.
På sociale medier er der også stor opbakning. Facebook-gruppen Boykot varer fra USA har rundet 100.000 medlemmer.
Men det er ikke altid sort-hvidt, fortæller Jonas Pipper. Nogle amerikanske mærker bliver eksempelvis produceret i Danmark, så han opfordrer brugerne til at læse oplysningerne i appen grundigt.
Ikke skabt for at tjene penge
Selvom appen i dag har fået stor succes, har det aldrig været formålet at lave forretning på den aktuelle verdenssituation.
“Vi har i udgangspunktet en gratis plan. Vi har kun en betalt mulighed, for at vi ikke går konkurs”, siger Jonas Pipper og understreger, at målet først og fremmest er at hjælpe forbrugerne – og måske skabe en vej ind i app-verdenen for dem selv.
Først publiceret: 22. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret 22. januar 2026 kl. 7:18