Musik-nostalgi på stribe: Køb billet til Seniorfestivalen nu og få rabat

Seniorfestivalen 2026 byder på alt fra Tøsedrengenes comeback til ABBA- og Beatles-hits. Køber du billet inden 31. december, kan du spare op til 200 kroner.

Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen genopliver Tøsedrengene på Seniorfestivalen i 2026.

Seniorfestivalen løfter nu sløret for de første musiknavne til næste sommers festival i Højskolen Marielysts park d22.-23. juli 2026.

Det er den 6. festival i rækken og publikum kan se frem til et stærkt nostalgisk program med hits fra 1960’erne, 70’erne og 80’erne. Blandt andet et comeback fra Tøsedrengene og en ønskekoncert med Michael Carøe & Guldholdet.

Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen genopliver Tøsedrengene, når de spiller aftenkoncerten onsdag den 22. juli. Det er første gang i 40 år, at de ikoniske stemmer fra gruppen igen tager på turné med sange som “Sig du ka’ li mig”, “Indianer” og “Ud under åben himmel”.

Lyden af Beatles og disco

Festivalen byder også på flere musikalske gensyn.

Torsdag går Michel Belli på scenen med en hyldest til sin far, Peter Belli, som han fortolker med en række af de sange, der har præget flere generationer.

Begge festivaldage bliver der rig mulighed for at synge med på klassikerne, når den britiske og svenske poparv får nyt liv. Beat The Meetles sørger onsdag for Beatles-stemning.

Torsdag tager ABBA Xclusive publikum med tilbage til discoens storhedstid med numre som “Dancing Queen”, “Voulez-Vous” og “Take a chance on me”.Også countrymusikken får plads på årets program. Dansk-amerikanske Tamra Rosanes gæster festivalen torsdag, bakket op af The Orchestra.

Guldholdet slutter af

Som rosinen i pølseenden på festivalen torsdag vender Michael Carøe & Guldholdet tilbage – denne gang med en ønskekoncert, hvor publikum på forhånd kan sende ønsker ind til repertoiret.

Ifølge festivalkoordinator Mette Rygaard Poulsen er der garanti for en festlig afslutning. Hun fortæller, at bandet år efter år er et af publikums absolutte favoritter, og at den nye koncertform gør oplevelsen endnu mere særlig.

Køb inden nytår – og spar

Billetsalget er åbent, og der er rabat at hente frem til 31. december.

Køber du inden årsskiftet, sparer du 200 kroner på en partoutbillet og 100 kroner på en endagsbillet. Efter 1. januar stiger priserne.

Mere information og billetkøb findes på seniorfestivalen.dk.

Først publiceret: 27. november 2025
Artiklen er sidst opdateret 27. november 2025 kl. 7:18

Se, hvad vi ellers skriver om:

og