Femdøgnsprognosens far Mikael Jarnvig stopper i DR
71-årige Mikael Jarnvig har formidlet vejr på tv i over 30 år. Den 1. december går han på pension.
Vejrværten Mikael Jarnvig stopper i DR efter mere end 37 år på skærmen.
Det skriver DR.
Jarnvig har tusinder af vejrudsigter bag sig. Fra 1. december skifter den 71-årige tv-vært hverdagen i DR ud med en tilværelse som pensionist.
Indtil da kan man se ham på skærmen frem til 30. november, hvor han for sidste gang fortæller om vejret i TV Avisen på DR1.
Mikael Jarnvig er måske mest kendt for at have fundet på femdøgnsprognosen tilbage i 1980’erne.
Han brugte sit skoleskema som inspiration.
En institution i dansk vejrformidling
“Så jeg satte dagene øverst, og under det symboler for vejret med temperaturer og pile for vinden. Så kunne man i grove træk se, hvordan dagene blev. Det syntes jeg, var genialt,” har Jarnvig tidligere sagt til DR.
Femdøgnsprognosen blev en succes og bliver stadig brugt.
Han bliver da også omtalt som en institution af Anders Kern Boje, der har ansvar for Vejret på DR.
“Mikael Jarnvig er lidt af en institution i dansk vejrformidling. Igennem mere end 37 år hos os har han løftet vejrformidlingen til nye højder, båret af stor faglig ballast og et stort engagement.”
“Mikael er en fantastisk kapacitet, som både seerne, kollegaerne her i DR og jeg har holdt meget af, og som vi unægteligt kommer til at savne i studiet,” siger han.
Først publiceret: 21. november 2025
Artiklen er sidst opdateret 21. november 2025 kl. 7:17